• Læs op
• Udskriv

1. maj i afdelingen betyder fællesskab og hyggeligt samvær.

Afdelingsformand Lene Hartmann talte blandt andet om uligheden i samfundet, retten til at være sammen og tale sammen, klimaet og om hvem vi møder, når vi har brug for vores velfærdssystem fra vugge til grav - nemlig FOAs medlemmer.

Der har stor opbakning til afdelingens brunch i Medlemshuset og vi kunne i år samle et godt optog bag fanen på vej til rådhustorvet.

Vores egen faglige sekretær Mariejo Christensen talte for FH Randers foran Rådhuset. Herefter gik alle i fælles optog til Tronholmparken, hvor afdelingsnæstformand Nana Højlund var blandt talerne.

På Djursland var der arrangement i museumsgården og i Rønde var der aftenarrangement i Kulturhotellet.

Alt i alt en rigtig god 1. maj.

Du kan læse hele Lenes tale herunder:

Så samles vi igen til 1. maj - til en fejring af fællesskabet og det faglige sammenhold.

I år sker fejring på en baggrund af stor usikkerhed: høj inflation, krig, klimakrise – ting, der udfordrer vores hverdag og ting, der sætter vores solidaritet på prøve. Når krisen kradser bliver det vanskeligt at udvise storsind og næstekærlighed – det presser vores fællesskab og betyder, at vi skal arbejde endnu hårdere for at styrke vores sammenhold.

Inflation

Den danske økonomi har det egentlig ret godt, men uligheden vokser. Det skyldes bl.a. inflationen og stigende priser. Det kan mærkes, når bilen skal tankes, huset opvarmes og indkøbskurven fyldes. Vi står med den højeste inflation i 37 år, og de svageste rammes hårdest.

En liter mælk koster det samme for alle, men nogle rammes hårdere end andre, når priserne stiger. Folk med beskedne indtægter er hårdt pressede på økonomien. Det er et tydeligt og håndfast udtryk for ulighed. Nogle skummer fløden, og andre har knap nok råd til skummetmælk. Det er dybt alvorligt, når økonomien ramler for nogle, mens andre knapt mærker det.

For dem med begrænsede midler handler det ikke om at aflyse skiferien, men om at der ikke er råd til ordentlig mad eller vinterstøvler til børnene. Der er måske ikke råd til at gå til tandlægen, og måske melder man afbud til en rund fødselsdag, fordi der ikke har råd til en gave. Vi nærmer os fattigdom, når mennesker må give afkald på noget, som bør være en selvfølge for alle.

Uligheden kan skabe en forståelseskløft mellem os. Nogle tager det bare til efterretning, at priserne stiger, for andre er det en katastrofe. Det er måske svært at sætte sig ind i for dem, der har nok, og de mister måske efterhånden lysten til at bidrage til det solidariske velfærdssamfund. Så taber vi alle. Det må ikke ske.

Vi skal sikre en mere retfærdig løn for alle, men det handler om langt mere end det. Det handler også om ulighed i sundhed, i uddannelse, i muligheder. De, der kun har lidt, lever med en større risiko for at blive syge og for at dø tidligere. Og de lever dag efter dag med afsavn, som ikke er rimelige. Og vi taler ikke om, at de må afstå fra luksus. De må afstå fra hverdagsting, som de fleste af os tager for givet.

Klima og bæredygtighed

Vi står samtidig overfor en global udfordring i lighed – klimaforandringer, der medfører tørke, oversvømmelse, skovbrande, tyfoner får betydning for os alle, men særligt den fattigste del af verdens lande bliver påvirket. Det kræver enorme investeringer i infrastruktur, hvis et land skal modvirke klimaforandringerne – investeringerne som ikke er mulige for de mest udsatte lande. FN vurderer, at 3,5 mia. mennesker er ”yderst sårbare” overfor klimaforandringer.

I Danmark bryster vi os af vores store produktion af vedvarende energi og fokus på grøn omstilling – vindmøller og solceller skyder op i vores landskab og ved vores kyster, men samtidig er vi et af de mest ressourceforbrugende lande i verden pr. indbygger.

På verdensplan beregnes forbruget af jordens naturlige ressourcer i forhold til Overshoot Day – det er den dag, hvor vores efterspørgsel på ressourcer overstiger det, som jorden naturligt kan genskabe på et år.

På verdensplan sker det den 28. juli - i Danmark ramte vi dagen allerede den 28. marts. Det svarer til at have brugt hele månedslønnen allerede i den første uge. Til sammenligning var Overshoot Day den 29. december første gang den blev beregnet i 1970.

Hvis alle verdens lande forbrugte, som vi gør i Danmark, skal vi bruge ressourcerne fra 4,3 jordkloder i stedet for den ene, vi har.

Vi er altså nødt til at tænke anderledes og mere bæredygtigt – vi skal genbruge, reparere og dele i langt højere grad end vi gør i dag – og vi er nødt til at gøre det alle sammen – sammen.

Inflation og klimaudfordringer viser bedre end noget andet nødvendigheden og værdien af solidaritet og sammenhold.

Vi må insistere på, at der skal rettes op på uligheden, så alle får adgang til et godt liv. Vi står i en vanskelig situation, men vi må stå fast - sammen. Uligheden skal bekæmpes. Det er noget af det vigtigste at sige på denne 1. maj.

Lokalt i Danmark må og skal vi bevare velfærdssamfundet, fordi velfærd, som vi har det i Norden, er en god ide. Ser man bare på økonomien, så har velfærden haft afgørende betydning for, at Danmark og de øvrige nordiske lande - små åbne økonomier - har klaret sig godt økonomisk i en stadig mere globaliseret verden. Befolkningerne bakker op om velfærdssamfundet - også selv om den danske version kræver en ret høj skatteindbetaling, og opbakningen har været stabil gennem mange år.

Men velfærd handler i bund og grund om, at vi sammen skaber grundlaget for, at vi kan få et godt liv - både for den enkelte og for fællesskabet. Vores velfærdssamfund er det mest værdifulde, vi har. Det skal vi beskytte for enhver pris.

Vi skal fokusere på, at velfærdssamfundet er en god ide, fordi det skaber gode rammer og betingelser for vores liv. Danskerne kan leve med høj livskvalitet og et velfungerende fællesskab med en høj grad af gensidig tillid, fordi vi sammen har opbygget en række skattefinansierede velfærdstilbud og en omfordeling, der mindsker uligheden.

Velfærdsstaten bygger på fællesskab, solidaritet og tillid mellem borgerne. Mennesker er ikke først og fremmest stærke individer, der meler egen kage, som det antages i klassisk økonomisk teori. Mennesker er først og fremmest afhængige af hinanden. Samfundet er ikke alles kamp mod alle, men en forbundethed, en social samhørighed.

Særligt FOAs medlemmer er med til at understøtte denne forbundethed ved at varetage vigtige opgaver til gavn for fællesskabet. Når børnene fødes, skal passes, udvikles og lære, når bogbusserne skal køre, når hækkene skal klippes og ambulancerne skal sikre sikker transport af de syge og endeligt når de udsatte borgere, de syge og de ældre har behov for omsorg og støtte, så er det FOAs medlemmer, der løfter opgaverne for os alle sammen.

Det er FOAs mangfoldighed og det er en fantastisk styrke. Det enkelte medlem kan måske føle sig overset og glemt, når man ikke nævner hver enkelt af de over 100 faggrupper, der til sammen udgør FOA.

Men samlet er vi ikke til at komme uden om. FOA og FOAs medlemmer spiller en vigtig rolle både i velfærdssamfundet, og også i forhold til at tage ansvar for vilkårene på arbejdsmarkedet.

Den samlede overenskomstbærende fagbevægelse spiller en stor rolle i den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor 3 parter aftaler vilkårene på arbejdspladserne. En model, der er med til at sikre stabilitet og sikkerhed for hele samfundet.

Regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne har alle en fælles interesse og udviser fælles ansvarlighed for at få tingene til at fungere. Sammen sikrer de gode og ordentlige forhold og vilkår.

På lønmodtagersiden skabes fællesskabet af medlemmerne i OK fagforeninger. Det er dem, der tager ansvar for udvikling af det danske arbejdsmarked – dem, der drager omsorg for kollegernes ve og vel på arbejdspladsen ved at tage ansvar - og dem, der sikrer, at der også er anstændige arbejdsvilkår, når vores børn træder ind på arbejdsmarkedet.

Men fællesskabet er truet. Det er truet af manglende organisering.

Flere og flere fravælger nemlig det fælles ansvar og medlemskabet af OK fagforeningerne.

Retten til indflydelse kommer, fordi vi er mange. Retten til at være med, hvor beslutningerne træffes, afhænger af, at fagbevægelsen taler på vegne af et stort fagligt fællesskab, som flertallet af kollegerne på arbejdspladsen er en del af.

Vi skal sammen vende udviklingen og de faldende medlemstal – vi skal minde vores kolleger om, hvad det er vi har opnået i fællesskab.

I FOA Randers er vi optaget af, at et medlemskab af en OK fagforening er ikke blot en sikkerhed for den enkelte – det er omsorg for hele fællesskabet.

Og det er vores mål sammen med de tillidsvalgte at udvise denne omsorg til gavn for foreningens medlemmer.

God 1. maj.