Præsentation af FOA Nordsjællands medarbejder - Vivi Gadegaard Hansen

Kender du medarbejderne i din fagforening? Hvis ikke har du nu og i de kommende nyhedsbreve mulighed for at møde alle medarbejdere i FOA Nordsjælland og blive klogere på, hvad de kan hjælpe med. Vi har spurgt alle medarbejdere om de samme fire spørgsmål.

Vivi Gadegaard Hansen | Mail:vgha@foa.dk | Direkte tlf: 46 97 33 56
Faglig sagsbehandler og frontteam-medarbejder

Hvad består dit arbejde af?
Vivi har fast plads i FOA Nordsjællands information, og er derfor den første (sammen med hendes kollega June) smilende stemme eller ansigt, som du møder, når du enten ringer til afdelingen eller møder op på Frederiksværksgade 10. Vivis arbejdsopgaver indebærer udover at svare telefonen også at gennemgå alle digitale postkasser for henvendelser vedr. alle typer sager. Medlemmer skriver til vores digitale postkasser og derefter vurderer Vivi, hvilken sagsbehandler sagen skal videre til.

I informationen tager Vivi sig også af alt det praktiske ifm. at elever bestiller bøger gennem vores bogshop – de skal både pakkes og udleveres i afdelingen. Har du jubilæum som medlem af FOA (25, 40 eller 50 år), så er det også Vivi og hendes kollega, der udleverer din gave – en hyggelig måde at møde de trofaste medlemmerne på og dem er der heldigvis besøg af hver måned.

I Informationen skal der hver dag svares på rigtig mange henvendelser om stort set alt, der kan opstå på en arbejdsplads, i løbet af et uddannelsesforløb omhandlende ferie, arbejdstid, arbejdsmiljø, indkaldelse til samtaler, oplevelser med kolleger eller ledere osv. Som medarbejder i frontteamet og med mange års erfaring fra arbejdet i fagbevægelsen, så kan Vivi og hendes kollega svare på rigtig mange spørgsmål og ellers sendes de videre til afdelingens øvrige medarbejdere.

Vivi arbejder også med arbejdsskader og hjælper de medlemmer som kommer ud for en arbejdsskade, som anmeldes. I forbindelse med en arbejdsskade skal der løbende udfyldes spørgeskemaer fra AES (Arbejdssskadesstyrelsen) omkring udviklingen i skadens omfang, løbende rådgivning af medlemmet og hjælp til fx at anke en beslutning. Denne type sager er som regel meget omfattende, og der er brug for enormt mange beskrivelser af den situation, der har ført til en arbejdsskade. Og her er det godt at have en som Vivi til at hjælpe med alt det, der skal dokumenteres og beskrives. Jo bedre beskrevet og dokumenteres en arbejdsskade desto bedre står medlemmet i sin sag. Og det kan være afgørende at man står så godt som muligt i de ofte langvarige sager og har en med på sidelinjen hele vejen. Fx har Vivi en sag som startede tilbage i 2012 – det vidner på at vi har med et omfattende område at gøre.

Hvornår kan medlemmer møde dig (hvori består din medlemskontakt)?
Som nævnt er Vivi en af dem du har størst mulighed for at møde, hvis du kontakter FOA Nordsjælland. Og det skal du være glad for, for Vivi kan rigtig godt lide at tale med og hjælpe FOA Nordsjællands medlemmer. ”Jeg mærker at folk er glade for at vi lytter. Rigtig mange ringer egentlig ikke med et specifikt spørgsmål, men vil bare gerne have sparring eller et godt råd til deres specifikke situation. Vi giver egentlig også tit sparring på ting, som de godt ved i forvejen, men som de gerne lige vil have bekræftet. Så tit ryger de ikke videre til andre medarbejdere, fordi det vi kan er at lytte og rådgive, så de føler, at de kan komme videre med deres udfordringer. Fx kan en der ringer og fortæller om en leder eller en kollega, der har en bestemt adfærd der gør dem utrygge eller kede af det. Så kan det være nok bare at spørge Har du talt med hende om det? Og på den måde tale sig frem til noget medlemmet kan afprøve”. Og mange andre opkald handler om noget så specifikt af medlemmet skal videre til en sagsbehandler med lige det speciale, som spørgsmålet drejer sig om.

Hvorfor har du valgt fagbevægelsen som arbejdsplads?
Vivi er som hun siger født ind i fagforeningsarbejdet. I hendes familie var man fagligt aktiv og derfor også helt naturligt medlem af en fagforening. Gennem sit arbejde som pædagog, TR og FTR, og ikke mindst et stort arbejdsnetværk, fandt Vivi vej til FOA Nordsjælland og søgte job i 2011. Det tiltaler Vivi med et job, hvor hun har mulighed for at hjælpe andre: ”At arbejde et sted hvor man har en sag er meget meningsfuldt og gør at jeg går glad hjem fra arbejde hver dag – fordi jeg ved jeg har gjort noget for medlemmerne. Og i dettejob får jeg også tit tilbagemeldinger om, at det jeg har hjulpet med, har været værdifuldt”. Vivi taler med rigtig mange mennesker i løbet af en dag og heldigvis er langt de fleste taknemmelige for at få den rette hjælp – sågar får Vivi også af og til beskeder om at de mennesker hun har hjulpet ikke ved hvad de skulle ha’ gjort uden hendes hjælp – det må være essensen af et meningsfuldt stykke arbejde. 

Fortæl om en oplevelse ifm. dit arbejde, som har gjort indtryk på dig?
”Jeg har rigtig mange oplevelser med mine arbejdsskadesager, og det gør altid indtryk når vi oplever at retfærdigheden sker fyldest eller når et medlem siger: ’du er den første der tror på mig og jeg ved ikke hvad jeg skulle ha’ gjort uden dig’”. For Vivi og oftest også medlemmet bag hendes arbejdsskadesager er det ikke altid resultatet, der er afgørende for om det ender med at være en god sag. Men det at blive lyttet til, troet på, hjulpet og bakket op er meget ofte det afgørende – ikke så meget størrelsen på en erstatning eller lign.

”Arbejdsskadesager er jo tit skelsættende for de her menneskers hele liv. Nogle får jo fx ikke deres fritidsliv, eller deres arbejdsliv tilbage igen. Selvom du ender med at få en godtgørelse, har du jo stadig ondt og der opdager du at penge ikke er alt. Det er de sager, hvor man ved, at det vi i FOA Nordsjælland gør for det enkelte medlem, vil have en betydning for resten af deres liv”