Social- og sundhedsassistent Susan Jørgensen er fællestillidsrepræsentant på Aalborg Universitetshospital.
Susan Jørgensen som er social- og sundhedsassistent og fællestillidsrepræsentant på Aalborg Universitetshospital er en af de mange, som har været med til at skrive det åbne brev til regionspolitikerne i Nordjylland.
Foto: Inge-Marie Krøier

Tag ansvar for forringelser skriver tillidsvalgte på AAU

Kære regionspolitikere

Vi har gennem de sidste mange år skåret ned og rettet til, selv om opgaverne bliver flere og flere. Vi medarbejdere på Aalborg Universitetshospital er stolte af vores arbejdsplads og vil gå langt for at få enderne til at nå sammen. Men selv det, får en ende.

Denne gang kan vi ikke klare de økonomiske udfordringer ved at skære hele og halve stillinger, her og der. Der skal helt andre ting til.

For os at se, er vi nået til, at I som ansvarlige regionsrådspolitikere er nødt til at være åbne for strukturændringer, for at vi kan nå i mål. I er nødt til at tage ansvar for forringelser af de nordjyske patienters behandlingsmuligheder og sundhed.

Vi er stærkt bekymrede over udsigten til endnu en spareplan. Det kan ikke lade sig gøre at indhente et truende underskud på 225 millioner kroner i 2023 uden dramatiske konsekvenser for patientsikkerhed, ventelister, svar på undersøgelser og arbejdsmiljø. Vi er bekymrede for, at det bliver nødvendigt med afskedigelser, selv om der i forvejen mangler personale mange steder på hospitalet. Vi frygter for den forringede kvalitet af sundhedsydelser over for patienterne. Regeringen vil tilføre Region Nordjylland omkring 35 millioner ekstra i 2023. Det er helt utilstrækkeligt med den nuværende økonomiske situation. Vi forventer, at I vil presse yderligere på i forhold til jeres kolleger på Christiansborg, så de forstår situationens alvor.

Det kan ikke længere blive ved med at gå. Den demografiske udvikling i Region Nordjylland gør, at vi oplever et stigende antal patienter med mere komplekse patientforløb. Det kræver flere ressourcer. Vi får ikke tilført tilstrækkeligt med midler, så vi kan opretholde kvaliteten i det arbejde, vi udfører for de nordjyske patienter.

Der mangler allerede rigtig mange personaler - på hele hospitalet, på flere afdelinger op mod 10 kolleger. Det gælder indenfor mange faggrupper og har stor indvirkning på medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø på hele hospitalet. Det afspejler sig desværre i sygefraværsstatistikken – eksempelvis er langtidssygefraværet stort, det er steget fra 3,82% i 1. kvartal 2020 til 5,13% i 1. kvartal 2023.

På grund af det pressede arbejdsmiljø oplever vi, at flere og flere rammes af stress og har et længerevarende sygdomsforløb. Med det pres, vi er under, er der stor risiko for nye sygemeldinger, eller at vores kolleger føler sig nødsaget til at søge et andet job, hvilket kun presser arbejdsmiljøet yderligere.

Det er på nogle afdelinger rigtig svært at få vagtplanlægningen til at gå op, da der er flere ubesatte stillinger. Som situationen er lige nu, er det ikke en løsning at spare på vikarer eller betaling for overarbejde i form af frivillige ekstravagter (FEA-vagter, som vi ej heller ser som en langsigtet løsning). Det får også konsekvenser for patienterne i form af længere ventetider på undersøgelser, udredning, patientbehandling, ligesom udskrivelser bliver forsinket.

Der er iværksat mange positive initiativer på hospitalet via 12-punktsplanen fx. serviceteams. Desværre lukkes det også ned grundet økonomi. Ingen tvivl om at det er en aflastning af en presset plejegruppe, og for mange patienter opleves det som et kvalitetsløft. Bekymringen er, at de initiativer, som vi har sat i gang, bliver sat over styr. Og det skyldes kun, at ledelsen skal finde en hurtig løsning på besparelserne.

Vores klare oplevelse er allerede nu, at vi kan være nødsaget til at gå på kompromis med fagligheden, hvilket kan gå ud over patientsikkerheden. Vi frygter, hvordan dette bliver i 2024, når der skal spares yderligere.

I politikere, må overveje, om den forestående besparelse er realistisk, hvis vi fortsat skal have status som Universitetshospital.

Fra politisk side er det besluttet, at der skal sendes patientbehandlinger ud i privat regi, men det giver reelt ikke besparelser, da det er dyrere at sende opgaverne ud af huset. I stedet udsulter det vores sundhedsvæsen, da der kommer flere stillinger i det private, mens vi mister dygtige kolleger, og patienterne mister kompetente behandlere.

Kan du som regionspolitiker leve med længere ventetider? Kan du leve med, at besparelserne risikerer at gå ud over dig selv eller dine pårørende?

Der er brug for politisk handling her og nu – vores bedste bud er, at I, der er valgt til Regionsrådet, kræver handling fra Christiansborg.

Hilsen Arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter fra alle faggrupper i Kontaktudvalget på Aalborg Universitetshospital.


Skriv en kommentar på Facebook