Fra venstre Sivert Simonsen og Dorte T. Vingaa
Fra venstre Sivert Simonsen og Dorte T. Vingaa: Der er mangel på kvalificeret personale på hospitalerne og det er svært at tiltrække og fastholde dem. Afdelingsportører kunne have været en oplagt del af løsningen, da de kunne hjælpe med at lette arbejdsbyrden for det øvrige personale og samtidig give patienterne den opmærksomhed og den omsorg, som de har brug for.
Foto: Inge-Marie Krøier

Afdelingsportører i Thisted spares også væk – læs, hvad det betyder for dit sygehus

De seneste to år har Aalborg Universitetshospital i Thisted etableret en ny værdifuld faggruppe – nemlig afdelingsportører. Faggruppen er en værdifuld faggruppe på sygehuset, men desværre droppes den som en del af besparelserne i Region Nordjylland. Samtidig opsiges aftalen med det personale, som står for madservering. De opgaver skal fremover klares af et i forvejen underbemandet sundhedspersonale på de medicinske afdelinger i Thisted.

[Sendt til Nordjyske 14-12-23]

En afdelingsportør kan hjælpe med at flytte patienter, udstyr og materialer, assistere social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger, holde orden og renlighed og håndtere affald, træne patienter og kontroller diverse udstyr på sengestuerne, så de er funktionsdygtige. I Thisted hjælper afdelingsportører det sundhedsfaglige personale på to medicinske afdelinger. De får fx patienterne ud af sengen, vasker dem og giver dem tøj på. De spørger patienterne til mad, hjælper sundhedspersonalet med tidlig opsporing af kritisk sygdom (TOKS) og meget andet. 

Vi forstår simpelthen ikke beslutningen om at afslutte aftalen om afdelingsportører på Aalborg Universitetshospital i Thisted! 

I Thisted har afdelingsportører været et “fyrtårn” for den politiske beslutning - både regionspolitisk og regeringspolitisk. Med afdelingsportører har det været robusthedskomiteens tanke at se andre faggrupper i plejen på hospitalet. Desværre spænder de økonomiske besparelser ben for det gode initiativ. Det synes vi er aldeles bekymrende! 

Vi lever i et sundhedsvæsen, hvor alt forandrer sig, hvor alt ændrer sig, hvor alt kræver en ny vinkel – også opgaveløsningen. Det er i hvert fald, hvad vi hører fra politikere, ledere og fagbevægelse. Alligevel bremser politikerne udviklingen ved at stoppe aftalen om afdelingsportører. Med den beslutning saver man den gren over, man selv sidder på. 

Det er en aftale, som har været til stor gavn for patienterne. Når afdelingsportører har været en del af opgaverne, har de rent faktisk haft tid til at snakke med patienterne. De oplever noget så sjældent som nærvær – der er faktisk nogen, som har haft tid til at snakke med dem. Nærvær er et fænomen, som efterhånden er fremmed på et sygehus. Det er ikke, fordi det sundhedsfaglige personale er onde mennesker, som ikke gider at høre på patienterne, de har simpelthen bare ikke tiden.

Vi står over for en stor udfordring! Der er mangel på kvalificeret personale på hospitalerne og det er svært at tiltrække og fastholde dem. Afdelingsportører kunne have været en oplagt del af løsningen, da de kunne hjælpe med at lette arbejdsbyrden for det øvrige personale og samtidig give patienterne den opmærksomhed og den omsorg, som de har brug for.

Portørerne på Thisted Sygehus har uden tvivl oplevet glæde ved den tværfaglige kontakt til kollegaer, afdelinger og ikke mindst patienter.

Det er forståeligt, hvis portørerne føler, det er svært. Det ene øjeblik anses de for at være en værdifuld faggruppe, der kan aflaste og hjælpe det sundhedsfaglige personale og det næste øjeblik skal de spares væk.

Det er drønærgerligt, Region Nordjylland! I stedet for at spare burde man understøtte det sundhedsfaglige personale, som i forvejen løber stærkt.

Skriv en kommentar på Facebook