Et tilbud om sorgstøtte, der gør en forskel: Daniella fortæller om sit projekt i Thisted Kommune

Daniella Bezerra Nielsen, en psykoterapeut MPF og social- og sundhedshjælper i Thisted Kommune, har startet et kommunalt sorgstøtteprojekt for alvorligt syge borgere, deres pårørende eller dem, der har mistet. Daniella tilbyder individuelle samtaler til dem, der er visiteret til sorgsamtaler via hjemmesygeplejen. Hun har brugt sin uddannelse til at blive fagligt rustet til sorgrådgivning. Projektet har været undervejs i et år, og 1. december 2023 blev projektet et permanent tilbud for alle ældre i Team Sydthy.

Se flere fotos ved at klikke på billedet ovenfor.

Uddannelsen til sorgrådgiver* har Daniella haft mulighed for at tage, fordi hun i forvejen er psykoterapeut MPF. Den blev delvis finansieret af Den Kommunale Kompetencefond.** Hun fik god hjælp af Carina Wohlgemuth, der er Daniellas lokale FOA-tillidsrepræsentant. Sammen fik de søgt om midler til uddannelsen, som foregik på UCN.

Daniella mener, at sorgrådgivning for ældre er et overset fagområde i Danmark. Hun bærer titlen sorgrådgiver og arbejder primært med at holde samtaler med fokus på sorg, og det er de ældre, der er tilknyttet hjemmeplejen, som er i målgruppen. Her bruger hun sin viden fra begge uddannelser og underviser kollegerne, så de kan spotte kendetegn for sorg hos borgere, pårørende og dem, som har mistet. Den faglige og tværfaglige sparring om initiativet er altafgørende og omfatter social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker og alle elever. 

Daniella Bezerra Nielsen, psykoterapeut MPF og social- og sundhedshjælper i Thisted Kommune Daniella Bezerra Nielsen, psykoterapeut MPF og social- og sundhedshjælper i Thisted Kommune.

Mulighed for sorgsamtaler
Hun er stolt af projektet og viser plakater og foldere frem, som hun og teamleder Eva-Maria Johansen har udarbejdet for at udbrede tilbuddet. Hun håber, at andre kommuner vil følge deres initiativ og ansætte en fagligt kvalificeret sorgvejleder, med lyst til at hjælpe ældre med de svære samtaler.

Fra start til slut har projektet af alle involverede været båret af et ønske om at få tingene til at lykkes – fra planlæggere til ledere, men særligt har Daniellas store engagement været afgørende. Sorgrådgivning er en permanent service, som også er blevet implementeret i omsorgssystemet Cura, hvor alle ansatte i hjemmeplejen dokumenterer.

Fra drøm til realitet
Daniella fortæller inspirerende, hvordan hun drømte om en mulighed for sorgstøtte til borgere, som enten var alvorligt syge, pårørende til en alvorligt syg patient eller til dem, som havde mistet. Nu er det en realitet, og det betyder, at borgere, i hjemmesygeplejen kan visiteres til individuelle sorgsamtaler. Uddannelsen har lært hende meget om sorgteori, og den viden bruger hun nu i den kommunale hjemmepleje, hvor alle uanset fag arbejder sammen om at understøtte indsatsen. Samtidig med at hun tog uddannelsen til psykoterapeut og blev klædt på til sorgrådgivning, var hun i færd med at starte foretagendet op. Hun fortæller, at de har ændret det undervejs med inspiration fra det, hun lærte på uddannelsen.

Handlingsplan for sorg
Sorgstøtte er nu et tilbud til alle ældre i Sydthy-området, som har mistet en nærtstående eller står over for at miste en – eller selv er uhelbredeligt syg. Tilbuddet er skabt af Daniella, som er social- og sundhedshjælper og psykoterapeut.

Hun synes, at de ældre i Danmark bliver overset, når det gælder sorgstøtte. ”Den danske sorgkultur er amputeret,” siger hun. Hun har startet et projekt, som hun brænder for. Daniella underviser sine kolleger i at spotte sorg eller ventesorg hos borgerne, når de besøger dem i hjemmet. Hun har stor ros til kolleger, da de har henvist mange til individuelle samtaler. ”Vi er et af de meget få steder i landet, med en permanent handlingsplan for sorg. Noget vi kan være meget stolte af,” understreger Daniella.

Pårørende tog imod tilbud om sorgsamtaler
Projektet gør en stor forskel for dem, der har taget imod tilbuddet. En af dem er Agnete Odgaard-Jensen, som er forfatter og foredragsholder. Hun mistede sin mand til kræft i november 2023. Agnete har et stort netværk, men hun valgte alligevel at få samtaler med Daniella. ”Det bedste er, at du frit kan tale med Daniella. Hun har ingen følelser i klemme, og bagefter var jeg klædt på til at tage samtalen med mit netværk,” fortæller hun. Agnete er blind, så det var oplagt for hende at tale med Daniella hjemme i Hurup i stedet for en sorggruppe i Thisted. Hun forberedte sig på, hvad hun gerne ville tale med Daniella om, og det gjorde det lettere for hende at tale om det med andre bagefter. Hun anbefaler tilbuddet til andre, der har brug for sorgstøtte. ”Når nogen vil oprette et tilsvarende tilbud, så er det afgørende, at de finder en person, som er lige så tillidsvækkende som Daniella,” understreger hun. Agnete er i øvrigt leder af et mødested for synshandicappede, hvor hun har fået Daniella til at tale om det at miste evnen til at se. Mange tror fejlagtigt, at sorg kun handler om tabet af en person, men det omfatter også det at miste noget. Derfor er det vigtigt, vi også anerkender sorg hos de alvorligt syge og deres pårørende. Daniella har kæmpet for netop at inkludere disse to grupper, fordi de oplever mange smertefulde tab.

Sorg ikke afhængig af alder
Desværre oplever Daniella, at mange ældre, der har mistet, møder mennesker som har en fejlagtig forventning om, at de hurtigt skal komme videre. Men sorg er ikke afhængig af alder, og de ældre har ofte svært ved at komme ud og møde andre i samme situation. Netop derfor har hun skabt et tilbud om sorgstøtte, som er knyttet til hjemmeplejen, som allerede kender borgerne og de pårørende. Det tilbud giver plads til sorgen, til de tanker og følelser, som ikke altid er velkomne og passende i det danske samfund.


* Sorgrådgiver - læs om optagelse og adgangskrav

** Den Kommunale Kompetencefond er en støtteordning, der hjælper kommunalt ansatte med at udvikle deres kompetencer. Fondens formål er at øge medarbejdernes faglige niveau og dermed bidrage til bedre løsninger af kommunale opgaver. Her er nogle nøglepunkter om fonden:

  • Støtte: Fondens støtte dækker 80% af udgifterne til kompetencegivende efter- og videreuddannelse. De resterende 20% skal arbejdspladsen dække.
  • Målgruppe: Hvis du er kommunalt ansat og omfattet af overenskomst med bl.a. FOA, kan du søge støtte.
  • Formål: Fondens formål er at fremme kompetenceudvikling og skabe bedre muligheder for medarbejdernes udvikling på arbejdsmarkedet.
  • Supplement: Støtten fra Den Kommunale Kompetencefond er et supplement til andre initiativer og indsatser.

Hvis du ønsker mere information eller vil ansøge, kan du besøge fondens hjemmeside:

Om kompetencefonden

Kontakt gerne FOA Nordjylland, hvis det drejer sig om ansøgning til kompetencefonden.

Skriv en kommentar på Facebook