• Læs op
• Udskriv

De har været ansat under Videnscenter for demens, og deres kontrakt løber frem til 30. november 2019. For nylig har de fået en pris som Årets Demensinitiativ og med den fjer i hatten håber de på velvilje, når politikerne skal tage stilling til, om de som ”budgetbrik” får lov til at fortsætte i 2020.

Årets Demensinitiativ 2019

Kollegerne i gammeldags mesterlære
Det hele startede med en pose penge fra Folketinget – den såkaldte ældremilliard som blev fordelt til landets kommuner. I Aalborg Kommune fik de andel i værdighedsmidlerne, og derfor blev de fem social- og sundhedsassistenter headhuntet til at hjælpe, hvor der var behov. Mange talte om demenskurser som kun virker i teorien, og derfor kom den gammeldags mesterlære på tale, og det er ud fra den tankegang at initiativet blev til virkelighed. De startede i et fire-måneders kompetenceudviklingsforløb med sygeplejerske Mette Borresen, og siden har de fungeret som sparringspartnere for deres kolleger på plejehjemmene. Den nye viden som de besidder, gør dem i stand til at give kollegerne praksisnær faglig vejledning. Det centrale for teamet er at få stillet de helt rigtig spørgsmål, så de ansatte selv finder de bedste løsninger. ”De ansatte som er tætte på borgerne, er eksperter – vores opgave er at lette deres vej frem mod målet,” understreger Marie-Louise Lundquist Gram.

Hvordan arbejder det praksisnære team
Bente Hjelm Rasmussen fortæller, at det første møde med kollegaen på et plejehjem ofte består af en samtale og en observation. Det praksisnære team arbejder med refleksion som en naturlig og integreret del af demensomsorgen på det enkelte plejehjem. I samarbejde med personalet på det enkelte plejehjem er de med til at analysere borgerens behov, strategier, emotionelle tilstand, fysiske velbefindende osv. Gælder det fx en dement borger i en badesituation, så kan de gå ind i rollen som anviser og ekstra hjælp, så de fx kan tage over i et kortere tidsrum. Sammen observerer og analyserer de situationen og taler om det de ser og oplever. I teamet arbejder de sammen to og to, og de har særligt øje for det positive de observerer, så kollegaen, som har spurgt efter hjælp, kan finde frem til de bedste tilgange til plejen og omsorgen i den givne situation. ”Vi arbejder med at skabe relationer til personalet, og nogle er rigtig gode til at reflektere med ord, hvor andre har det bedre med at se os handle i praksis, og det tager vi selvfølgelig hensyn til,” fortæller Bente. De fem social- og sundhedsassistenter understreger, at de synes, at de har verdens bedste job, og er de selv i tvivl om noget, så kan de til enhver tid gå til sygeplejerske Mette Borresen, som har fungerer som teamets mentor.

Læser borgernes signaler
Inge-Marie Bonderup fortæller, at der ofte kan være travlt på de enkelte plejehjem, men når de kommer for at lytte til de opgaver kollegerne er midt i, så sænker de ofte skuldrene, da de pludselig er flere om at vurdere en situation. Sammen kigger de først efter de psykologiske behov, om borgeren er inkluderet, vurderer hvordan de bedst yder den pleje der skal ydes, og samtidig har de fokus på borgerens livshistorie. Deres fornemmeste opgave er at gå ind og styrke kollegaen, så de fremover kan håndtere opgaven.
I mange tilfælde handler det også om at blive klædt på til at læse borgernes signaler. Det er umuligt at ændre på borgeren, men i selve refleksionen kan man flytte fokus, så man på samme tid får borgeren til at ændre sine følelser. Al adfærd er udtryk for et behov hos borgeren – måske et uopfyldt behov som praksisteam og personalet får øje på igennem refleksionen.

De gør en kæmpe forskel
Social- og sundhedsassistent Louise Møller Karlsen arbejder i dagvagt på Tornhøjhave. Hun og otte andre kolleger har fået hjælp af det praksisnære team som har været gode til at rumme alle ansatte - også dem der ikke er så sproglige og reflekterende. De har især hjulpet dem til at blive bedre til at sætte ord på det de gør med borgerne. De otte dagvagter er blevet mere nysgerrige i forhold til at observere og reflektere over den adfærd som borgerne udviser. Fælles refleksioner er blevet naturligt for dem, og nu taler de om de stimuli som påvirker den enkelte borger. ”Teamet har bekræftet mig og de øvrige dagvagter i, at vi allerede gør noget godt for de mennesker vi arbejder med. Det har været et tiltrængt skulderklap, og så har de fået os til at sætte mere fokus på adfærd,” understreger Louise.

Ingen færdige løsninger om plejen!
Eksempelvis var der en ældre kvinde som gang på gang ville gå fra et plejehjem. Hver gang det skete gjorde de det der var mest rigtig – nemlig at følge efter hende. Det pres de hver gang satte hende i skabte et naturligt modpres. I stedet prøvede de sammen at læse kvindens signaler. De fandt frem til, at hun var utryg og det bevirkede, at hun gjorde det som gav mening i øjeblikket. Løsningen var, at personalet fik øje på kvindens behov, og de begyndte at arbejde på forkant af den utrygge situation. De blev meget bedre til at ”læse” kvindens signaler, og i længden sparer de tid ved i første omgang at investerer tid i den nærhed og tryghed hun har behov for. ”Det er vigtigt, at vi ikke kommer med færdige løsninger, men at vi i fællesskab kommer frem til handlemåder som fremover gør kvindens trang til at gå til alt andet end en menneskejagt,” understreger Susan Gjerlev Christiansen.
Ifølge Lene Bak Grishauge er det vigtigt at forstå, at der ligger et behov bag enhver adfærd, og for personalet kan det være afgørende at være i stand til at læse borgerens signalerer. Måske er det et udtryk i ansigtet, små forandringer, uro eller andre tegn som i virkeligheden er et udtryk for et udækket behov!

Opgaver teamet ikke går ind i
Medicin og vilkår på arbejdspladsen fx normering - er nogle af de emner som praksisteamet ikke involverer sig i. De ser heller ikke efter fejl, men ser det som deres vigtigste opgave at opbygge en tryg dialog med kollegerne, så de i samarbejde kan finde veje til at optimere den enkeltes faglighed og udvikle en god individuel demenspleje.