Pressemeddelelse

Tusinder af handicaphjælpere har fået for lidt i løn

En principiel afgørelse fra Statsforvaltningen underkender nu Århus Kommunes lønudbetalinger til handicaphjælpere. Tusinder af handicaphjælpere landet over har ifølge afgørelsen fået for lidt i løn. Statsforvaltningen kræver nu, at kommunen retter op på problemerne.

Det er LOBPA – Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance – der efter en klage tilbage i 2010 nu seks år senere endelig har fået ret af Statsforvaltningen i sin klage over Århus Kommune. Kommunen satte for seks år siden satserne for især handicaphjælpernes tillæg ned, fordi omkostningerne var for høje, og der ikke fulgte statsrefusion med. Handicaphjælperne fik stadig den overenskomstmæssige timeløn, mens de tillæg, der er aftalt i overenskomsten for ufaglært social- og sundhedspersonale, blev sat ned, så de passede til andre overenskomsttyper.

 

Denne praksis er der ikke belæg for i serviceloven. Overenskomsten skal følges, siger afgørelsen fra Statsforvaltningen.

 

"Det er en god dag med sådan en afgørelse," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

 

Han peger på, at et stort antal kommuner har lavet samme manøvre som Århus. Det er derfor tusinder af handicaphjælpere, der gennem årene har fået for lidt udbetalt i løn.

 

"Det er desværre et mudret løn-billede, der findes lokalt. Vi ved, at en lang række kommuner har ageret ligesom Århus Kommune – og vi ved også, at der er nogle, der stadig følger overenskomsten. Men et præcist billede er svært at give. Under alle omstændigheder er det tusinder af handicaphjælpere, der over en årrække har fået for lidt i løn. Det er nu kun rimeligt, at lønnen for de pågældende efterreguleres," siger Dennis Kristensen.

 

Afgørelsen fra Statsforvaltningen siger ikke noget om den manglende løn nu skal efterbetales. Århus Kommune bliver i stedet bedt om at få forholdene bragt i orden.

Juridisk set er den enkelte handicappede, der har fået for lidt udbetalt af kommunen. Den handicappede er også formelt set arbejdsgiver for handicaphjælperen. Så når der er betalt for lidt til den handicappede, så er det den samme lave ydelse, der er betalt videre til handicaphjælperen. Og i sidste ende står handicaphjælperen så med Sorteper.

 

"Når der er betalt for lidt, så bør der naturligvis ske en efterregulering. Det er ret og rimeligt. Derfor vil vi nu undersøge, om FOA - enten alene eller sammen med andre - har en adkomst til at stille et sådant krav på vegne af de handicaphjælpere, der er medlem hos os," siger Dennis Kristensen.