Lørdag den 08.03.2025 Debatindlæg
Hedeture, søvnbesvær og andre gener påvirker mange kvinder i overgangsalderen. Men frem for at gøre det til den enkelte kvindes problem, bør overgangsalder være noget, vi tager hensyn til på arbejdspladserne
Af: Maria Klingsholm og Pia Heidi Nielsen, fagpolitiske ordførere
Herhjemme bør vi indarbejde et hensyn til overgangsalderen i vores arbejdsmiljøindsatser lokalt på de enkelte arbejdspladser. Det er ikke raketvidenskab. En af de ting, mange FOA-medlemmer nævner, er, at deres uniformer skal laves i et andet materiale. Der er ingen grund til, at ældreplejens ansatte skal cykle fra borger til borger med kroppene pakket ind i kvælende kunststofdragter, når de kan udføre nøjagtigt det samme arbejde iført åndbart bomuld. Hvis vi taler om en kantineansat, kan vi tage det hensyn, at hun den dag, hun er ramt af hedeture, ikke skal stå ved de varme gryder, men i stedet kan være den, der håndterer maden til det kolde bord. Symptomerne kan også bestå i humørsvingninger, mental udmattelse eller koncentrationsbesvær. Måske er løsningen da mere fleksibilitet, flere pauser eller en omlægning af arbejdsopgaverne. Det afgørende er, at vi får øjnene op for de mange muligheder, vi har, for at hjælpe. Overgangsalderen er en naturlig livsfase for kvinden. Derfor skal den også tænkes ind som en naturlig del af vores arbejdsmiljøindsats. Og som en del af vores ligestillingsindsats. God kvindekampdag!
Bragt i Information, den 8. marts 2025