FOA står vagt om velfærden op til valget

I en ny kampagne op til kommunal- og regionsvalget opfordrer FOA danskerne til at lytte til velfærdens stemme, før de sætter deres kryds den 21. november.

I 2021, når den kommende valgperiode for kommuner og regioner udløber, vil der være 26.900 flere børn under 6 år og 33.800 flere ældre over 80 år, men ikke flere varme hænder til at tage sig af dem, hvis ikke vi ændrer den økonomiske kurs Danmark følger lige nu.

"Det vil vi have danskerne til at tænke over, og så håber vi, at de sætter deres kryds hos nogen der vil gøre noget ved det," siger Dennis Kristensen.

Kampagnen der kører de næste 4 uger på nettet, på sociale medier og i webannoncer har en film med titlen "Velfærdens Stemme" som omdrejningspunkt:

En stærk og venlig moden dame kigger ind i kameraet, og taler direkte til tilskueren:

"Jeg laver omkring 12 millioner måltider om året, jeg gør rent i 28 millioner timer om året, og jeg rykker ud til bål og brand over 112 gange om dagen". Den venlige dame fortæller videre, at hun passer alle de ældre og alle børnene, og at hun er stolt af det, hun gør, men at tiderne er anderledes i dag. Hun skal løbe hurtigere for at nå det hele.

"De fleste partier taler varmt om velfærden, men når det kommer til stykket ude i virkeligheden, så er det så som så, med opbakningen," fortæller forbundsformand for FOA Dennis Kristensen om baggrunden for kampagnen.

"Vi har ønsket at lave en positiv kampagne, der gør opmærksom på de vigtige ting ved velfærdssamfundet, som vi risikerer at sætte over styr, hvis vi ikke gør noget ved det nu," siger Dennis Kristensen.

Dennis Kristensen understreger, at FOA ikke er ude i et snævert politisk ærinde med kampagnen:

"FOA blander sig ikke i partipolitik, men vi vil kæmpe for den velfærd, som er grundlaget for det Danmark, de fleste af os sætter pris på og vil værne om, vi ved fra undersøgelser, at otte ud af ti danskere ønsker mere velfærd ikke mindre."

Filmen velfærdens stemme kan ses her