Pressemeddelelse

FOA: Kommuner bør selv stå for rengøringen

Kommunerne bør stoppe med at faldbyde rengøringen til det firma, der byder lavest. I stedet bør de vurdere på kvaliteten. Og det betyder mange steder, at kommunerne selv bør stå for rengøringen, mener FOA.

Flere private rengøringsfirmaer melder pas på at byde på kommunal rengøring, fordi kommunerne har presset prisen for langt i bund. Vi kan ikke levere en ordentlig kvalitet, vi kommer til at presse medarbejderne for hårdt, og vi kan ikke tjene penge på kommunal rengøring, lyder meldingen fra en række rengøringsfirmaer i Politiken i dag. FOA er glad for, at virksomhederne nu siger fra.

”Vores medlemmer har mærket udliciteringens vilkår på egne kroppe i årevis. Og det går hårdt for sig. Dels er der ingen, der dag ud og dag ind kan holde til fx at skulle gå 7,5 km i timen, mens de gør rent, som nogle bliver tvunget for at nå det hele. Og dels er det ikke tilfredsstillende at levere en kvalitet, som man aldrig selv er tilfreds med,” siger Gina Liisborg, der er formand for FOAs kost og servicesektor.

FOA peger på, at kommunerne selv bør stå for rengøringen i stedet for at udlicitere den til det firma, der byder lavest.

”Vi ser i øjeblikket en række kommuner, der dropper udliciteringen og hjemtager rengøringen, simpelthen fordi, at kvaliteten ved udliciteringen er blevet alt for ringe. Efter min mening er det den eneste rigtige vej at gå,” siger Gina Liisborg.

Hun råder derfor kommunerne til at droppe kassetænkningen og i stedet fokusere på helheden og på kvalitet.

”Det nytter ikke noget, at kommunerne altid går efter billigst muligt. For i længden tror jeg ikke på, at det er billigere. Slider vi medarbejderne ned til sokkeholderne, kan de ikke holde til at arbejde. Og daler kvaliteten, som vi ser ved mange udliciteringer, så øger vi risikoen for smittefare, fordi hygiejnen er for ringe. Og hvor er gevinsten så,” spørger Gina Liisborg.