Fra venstre: Thomas Enghausen, forbundsnæstformand FOA Torben K. Hollmann, sektorformand FOA og Jakob Bang, forhandlingschef FOA
Efter en hel dags forhandling kunne forhandlerne onsdag aften skrive under på aftalen med Dansk Industri.

Pressemeddelelse

OK20: Aftale på plads mellem FOA og DI

Forlig giver lønstigning og uddannelse til ansatte i private plejefirmaer på overenskomsten mellem DI og FOA

Sent tirsdag aften underskrev Dansk Industri og FOA en ny aftale for ansatte på Pleje og Omsorg overenskomsten i private plejefirmaer.

”Med aftalen sikrer vi en fornuftig lønfremgang, mere frit valg for den enkelte i forhold til, om man vil have mere frihed eller mere i løn og vi er blevet enige med arbejdsgiverne om at sikre, at arbejdsmiljørepræsentanterne får den fornødne tid og uddannelse,” siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.

Grundlønnen stiger i alt 9,55 kroner: 3,20 kroner i 2020, 3,20 kroner pr 1. marts 2021 og 3,15 kroner pr 1. marts 2022. Samtidig stiger det tidsbestemte tillæg 1,6 procent.

Fokus på uddannelse

Der bliver også taget et skridt i retningen mod at få mere uddannet personale på social- og sundhedsområdet.

Med aftalen er der nemlig et målrettet fokus på at opkvalificere ufaglærte. Det betyder, at flere ufaglærte skal tilbydes social- og sundhedshjælperuddannelsen, forklarer sektorformand i FOA Torben Hollmann.

”Hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at løse de massive udfordringer, vi har med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, skal alle parter tage et ansvar. De private arbejdsgivere gør netop det med aftalen her, hvor vi sammen forpligter os til at løfte uddannelsesniveauet.”

”Et højt fagligt niveau på ældreområdet er med til at fastholde nuværende og tiltrække flere medarbejdere. Nu ligger der et arbejde foran os i at sikre, at virksomhederne bliver klædt på til at tilbyde uddannelsesforløb,” siger sektorformand i FOA Torben Hollmann.

FOA har fortsat forhandlinger med både Dansk Industri og Dansk Erhverv om blandt andet vikaroverenskomsten og overenskomsten for social- og sundhedsansatte i private plejefirmaer under Dansk Erhverv.

Følg med i FOAs forhandlinger under OK20



Kontakt

Thomas Enghausen, telefon: 30 71 75 97

Hent billede i høj opløsning

Kontakt

Sektorformand Torben Klitmøller Hollmann, telefon: 23 26 75 79

Hent billede i høj opløsning