Kvindernes Internationale Kampdag på Staunings Plads
FOA inviterer til 8. marts-arrangement, der giver et stærkt indblik i undertrykkelsen af kvinder i Iran, samt i de konkrete udfordringer, som udenlandske kvinder, der kommer til Danmark, står over for.
Af: Ulla Gunge
Verden over sker der endnu en grufuld diskrimination af kvinder. På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts inviterer FOA til oplæg og debat om ligestilling i forbundets hus på Staunings Plads i København.
Her fortæller den iranskfødte kvindeaktivist, Nahid Riazi, om kvindernes utrættelige kamp mod Irans kvindefjendske styre, hvor kvinder er påbudt at gå med tørklæde og hvor stening og henrettelser er en del af straffesystemet.
Mød også Jean Petersen, der kom til Danmark fra Malawi i 70’erne, fortælle om sine erfaringer om at komme hertil som kvinde fra et andet land. Jean Petersen er mangeårig tillidsrepræsentant og har især igennem sit arbejde i Netværk i Fagbevægelsen været rollemodel og støtte for integrationen af FOA-medlemmer med udenlandsk baggrund.
Velkomsttalen holdes af forbundsformand Mona Striib, der sammen med næstformand Thomas Enghausen sætter gang i en politisk debat om ligestilling. Under arrangementet bydes der på aftensmad og musik ved Side by Side. Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.
Program
16.30 Dørene åbnes
17.00 Velkomst ved Mona Striib
17.10 Nahid Riazi – kvindeaktivist – oplæg om kvindebevægelsen i Iran
17.40 Jean Petersen – en personlig fortælling fra Malawi til Danmark
18.20 Aftensmaden og musik ved Side By Side
18.50 Fællessang og politisk debat om ligestilling v. Mona Striib og Thomas Enghausen
20.00 Arrangementet sluttet
Sted
FOA
Staunings Plads 1-3
1790 København V