Velfærden skal løftes før lønnen

Arbejdspresset i ældreplejen er så stort, at det går ud over borgerne. Indfør bedre normeringer, lyder appellen fra social- og sundhedsassistent Annette Mørch, som foretrækker bedre velfærd frem for bedre løn.

Stemmer fra velfærdens frontposter

Hver dag yder FOAs medlemmer en stor indsats for at levere omsorg, tryghed, nærvær og service til borgere landet over. De kender velfærdens virkelige vilkår. Og velfærden er presset, fortæller de. Mød vores medlemmer. Lyt til dem. Og lad os sammen skabe bedre velfærd. Så vi kan få mere menneske og mindre system.

Læsset vælter ganske enkelt, når der sker noget akut. Så falder alle køre- og tidsplaner fra hinanden. Men også på helt almindelige hverdage er tiden så knap, at de ansatte konstant er i klemme og har svært ved at leve op til både deres egen faglighed og at nå at hjælpe alle de borgere, de skal.

Sådan fortæller social- og sundhedsassistent Annette Mørch fra Brønderslev om sin 11 år lange erfaring med at være ansat i hjemmeplejen. 

”Vi har generelt et problem med tid til opgaverne.  Der er stadig ikke afsat nok tid til kørsel og dokumentation i hjemmeplejen, og så får vi jo problemer, når der sker noget akut. Eksempelvis når en borger er død i eget hjem. Det bliver vi nødt til at være to medarbejdere om at tage hånd om – og det kræver, at vi er ude i borgerens hjem i to gange 45 minutter,” forklarer Annette Mørch.

Det kan virke barskt at tænke i minutter i en sådan situation. Men det understreger præcis hvor presset hverdagens velfærd er.

”Det er skidt, at der ikke er flere varme hænder. Det er jo ikke i orden, at man skal klare tingene på så få minutter. Vi skal drage omsorg for borgerne, observere dem og hjælpe dem med praktiske gøremål. Men vi må ikke udvise stress. Og selv om vi ved, at vi skal hurtigt videre til næste borger, må vi jo ikke sige, at vi skal skynde os,” fortæller Annette Mørch.

Skal man løse den massive mangel på social- og sundhedsansatte i samfundet generelt, kræver det, at politikerne prioriterer at sikre bedre tid i hjemmeplejen. For en større arbejdsglæde er nødvendig både for at rekruttere og for at fastholde dem, der allerede er i hjemmeplejen.

”Når vi har nogen i praktik i 14 dage, så forsvinder de med det samme. De får jo et kulturchok. Otte minutter kan være nok nogle steder, men ikke altid. Og man bliver som ansat simpelthen ladt i stikken, hvis man hele tiden skal forsøge at balancere mellem tid og professionalisme,” siger Annette Mørch.

Selv fik hun nok af minuttyranniet og arbejdspresset. Siden januar har hun i stedet arbejdet som aftenvagt på et friplejehjem. Her oplever hun, hvor rart det er at kunne være tilstede lige nu og her med beboerne. 

”Når man ikke hele tiden er på vej til næste borger, laver man de opgaver der er. Man kan samle borgerne til fælles aktiviteter eller tage dem en for en. Det er rart, og det er noget helt andet end i hjemmeplejen,” fortæller Annette Mørch, der dog godt kunne tænke sig bedre tid til overlevering mellem dag-, aften- og nattepersonalet på plejecenteret. 

Velfærd for alle
Hvis Annette Mørch skal bedømme velfærden som et hele, ville hun ønske, at der reelt var velfærd for alle. Blandt andet i sundhedsvæsnet oplever hun eksempelvis, at de svageste bliver overladt til sig selv. Til ventelister og utilstrækkelig behandling. Fordi de ikke har familie og pårørende, der kan sige fra, når tingene ikke er i orden. 

”Jeg vil sådan ønske, at ingen risikerer at skulle vente 32 timer på at blive behandlet for blindtarmsbetændelse, og at det ikke er dem, som råber højest, der får hjælpen først,” siger Annette Mørch.

Selv er hun parat til at give afkald på eventuel mere i løn, hvis det kan bidrage til at vores fælles velfærd bliver bedre.

”Jeg vil da heller have, at vi får lidt bedre velfærd, end jeg vil have mere i løn. For det er jo hele sundhedssystemet, der har brug for et løft. Og lykkes det, vil der sikkert blive mindre stress, større arbejdsglæde og langt mindre sygdom blandt de ansatte,” bemærker Annette Mørch, der også håber, at hun og andre kan gå på pension langt tidligere end, hvad politikerne på Christiansborg forestiller sig.

”Jeg håber ikke, at jeg skal blive ved til omkring 70 år, for jeg vil gerne kunne leve en pensionisttilværelse uden for mange skavanker. Jeg har et hårdt fysisk og psykisk arbejde og synes, det er rimeligt, at jeg også får mulighed for en god pensionisttilværelse med tid og kræfter til oplevelser med familien.”