Medlemmerne kan stemme til mandag den 4. juni kl. 10.00

Urafstemning om OK sætter rekord

Over halvdelen af FOAs medlemmer har nu stemt om OK18. Mandag den 4. juni kl. 10.00 er sidste frist for at stemme om de nye overenskomster.

Mere end halvdelen af FOAs medlemmer har nu stemt om de nye overenskomster. Onsdag passerede stemmeprocenten 50,4 procent, og dermed er der sat digital ur-afstemningsrekord i FOA.  Den hidtidige rekord er netop på 50,4 procent, og stammer fra overenskomstfornyelsen i 2015.

I mange år lå procenten mellem 30 og 40, men i 2015 var det muligt at stemme digitalt fra både computer, tablet og smartphones – og det har medlemmerne taget til sig. Også i år, hvor interessen for overenskomsterne har været større end normalt, da der undervejs har været varslet både strejke og lockout.

Medlemmerne kan stemme til mandag den 4. juni kl. 10.00. Og et par timer efter har FOA resultatet, som offentliggøres på FOAs hjemmeside.

Bliver det et ja, så gælder de nye overenskomster med tilbagevirkende kraft fra 1. april. Bliver det et nej fra medlemmerne, så vil den varslede konflikt træde i kraft fra 11. juni.

Ved et ja vil medlemmerne bliver efterreguleret for den manglende lønstigning fra 1. april. Her stiger lønnen ifølge overenskomsten med 1,1 procent. Tjener man 20.000 kroner, vil der således være 220 kroner ekstra pr. måned i både april, maj og juni. Næste lønforhøjelse følger fra 1. oktober i år, hvor lønnen stiger 1,3 procent.

Der er intet mæglingsforslag denne gang, fordi alle forligene blev indgået frivilligt i Forligsinstitutionen. Det betyder, at hver enkelt overenskomstområde ”stemmer for sig selv” – og således ikke er afhængig af andre forbunds stemmeafgivning.

FOAs formand Mona Striib opfordrer kraftigt alle stemmeberettigede medlemmer til at stemme.

Man er stemmeberettiget, hvis man arbejder i en kommune, i staten eller i en region. Ledige, der senest har haft ansættelse på et af de tre områder, har også ret til at stemme. Er man privatansat – eller eksempelvis ansat på en selvejende institution, der ikke har en offentlig overenskomst med FOA, så er man ikke stemmeberettiget i denne omgang.

Er man i tvivl, skal man henvende sig til sin afdeling.

Brug din stemme her