FOA lever fuldt ud fortsat op til det, vi sammen har kæmpet for. Nu gælder det stat og kommune.

FOA har levet op til solidaritetspagten

Vi har det seneste døgn oplevet meget kritik. Så lad os slå fast med det samme: FOA og alle LO-forbund bag regionsaftalen har fuldt ud levet op til solidaritetspagten.

Vi er ikke løbet fra de ting, vi sammen har kæmpet for. Tværtimod. 

Musketereden har fire punkter:

  • En lønudvikling på lige fod med de privatansatte.
  • At der er tillid til vores aftaler, også når det gælder den betalte spisepause.
  • At der er vilje til at indgå en aftale om arbejdstid med alle, også lærerne.
  • At vi passer på vores seniorer, så de kan holde til at blive i jobbet.

Den musketered blev slået fast på et stormøde i Fredericia, hvor over 10.000 tillidsfolk fra alle dele af fagbevægelsen var samlet.

Vi er lykkedes med at presse arbejdsgiverne til det hele:

  • Lønrammen er oppe på 8,1 pct. med reallønsfremgang alle tre år.
  • Regionerne har i aftalen bekræftet, at spisepausen medregnes i arbejdstiden.
  • Lærerne er i reelle forhandlinger om deres arbejdstid.
  • Seniorordningerne opretholdes. 
  • Desuden har vi sikret lavt- og ligelønspuljer og afskaffet det forhadte privatlønsværn, der udhuler offentligt ansattes løn.

Det er en kæmpe sejr for en samlet fagbevægelse, at det er lykkedes at komme så langt.

Men:

Det er ærgerligt, at vi i fagbevægelsen i slutspurten lige nu ikke fremstår samlet, fordi vi ikke kunne enes med akademikerne og FTF om, hvordan spisepausen skulle sikres. 

De mener ikke garantierne, vi har fået, er gode nok. De kræver, at sikringen skrives ind i overenskomsten. Det har de fået tilbudt mod at betale en lille andel af lønrammen. Det er selvfølgelig ikke fair, at akademikerne med flere skal betale for en rettighed, de hidtil har haft.

Men omvendt: FOA og LO-gruppen har ment, at hvis ikke vi sagde ja til alt det, vi har forhandlet igennem nu - så ville konflikten være uundgåelig.

Vi kan ikke sende vores medlemmer i strejke alene for, at de højtlønnede skal have en bedre sikring af spisepausen, end vores medlemmer har i dag.

FOA lever fuldt ud fortsat op til det, vi sammen har kæmpet for. Nu gælder det stat og kommune. Forhandlerne er i gang. Der var FOA, der tog initiativ til solidaritetspagten og vi har hele vejen kæmpet for alle.