FOA støtter Aktion Fars Orlov

Under sloganet ”Orlov – ta’ det som en mand” deltager FOA i bred kampagne, der skal få flere fædre til at tage orlov med deres børn.

Hvis flere mænd udnyttede deres mulighed for at tage orlov med deres børn, ville det både gavne børn, fædre, mødre, virksomheder og samfundet som helhed. Derfor bakker FOA op om en ny kampagne, som regeringen har taget initiativ til og som ligestillingsminister Karen Ellemann (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i dag lancerer sammen med blandt andre samarbejdspartnere fra fagbevægelsen, Dansk Arbejdsgiverforening og en række større danske virksomheder.

Målet er at få ændret kulturen herhjemme, så flere mænd benytter sig af de muligheder, de allerede i dag har for at tage orlov. Initiativet rummer således ingen ændringer af reglerne på området, men har til formål at få danskerne til både på arbejdspladserne og derhjemme i højere grad at drøfte mænds muligheder for at tage orlov.

”Selv om vi endnu ikke har øremærket barsel til fædre, kan vi se, at der fortsat er rum med de eksisterende regler for, at flere mænd kunne tage en større del af orloven. Særligt i mandsdominerede fag, er der relativt få mænd, der vælger orloven til. Det er skam. Både for børn og fædre, men også for ligestillingen,” siger Joan Prahl, forbundssekretær i FOA med ansvar for ligestilling.

Også på tværs af uddannelse er der forskel på hvor meget orlov, mændene typisk tager. En opgørelse fra LO viser, at akademikerfædre i 2013 tog næsten dobbelt så meget orlov som fædre med arbejde inden for industri og håndværk.

Kampagnen retter sig derfor i høj grad også til arbejdsgiverne, der eksempelvis opfordres til fast at indføre fædreorlovssamtaler.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mænd, som blev fædre i 2015, i gennemsnit holdt 30,8 dages orlov. Til sammenligning holdt mødre 297,6 dage.

 

FOA er blandt underskriverne af følgende erklæring fra kampagnen:

Vi, der bakker op om ”Aktion Fars Orlov”:

  • støtter, at fædre såvel som mødre bruger deres muligheder for orlov, hvis de ønsker det, og vi støtter, at flere fædre end i dag tager orlov, fordi vi tror på, at:

  • det er godt for far, barn og mor, at fædre får mulighed for tidligt at have en central rolle i deres børns liv. Mødre og fædre, der deler forældreorloven står mere lige i forhold til hverdagen, arbejdslivet og omverdenen generelt.

  • det er godt for virksomhederne, fordi det bidrager til attraktive arbejdspladser og til at tiltrække og fastholde både mandlige og kvindelige medarbejdere og skabe balance mellem arbejds- og familieliv.

Kontakt

Forbundssekretær Joan Prahl, telefon: 21 58 84 32

Hent billede i høj opløsning