Ændring af bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp

Orientering om Høringssvar vedr. udkast til ændring af bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.

FOA- Fag og Arbejde har afgivet høringssvar på ovennævnte udkast. Indholdet i høringen er, at beregningen af bruttotidsprocenten (BTP) bliver mere ensartet i forhold til udregning af timepris i forhold til leverandørvalg. FOA- Fag og Arbejde mener ikke, at de foreslåede ændringer i udkastet medfører en kvalitetsforbedring for den borger, der skal modtage hjælpen, men udelukkende udgør et grundlag for beregning af BPT. FOA - Fag og Arbejde har det generelle synspunkt, at der er et utrolig stort registreringsproblem i leveringen af personlig og praktisk hjælp. Frontmedarbejderen, der leverer hjælpen afkræves at skulle dokumentere og registrere i alarmerende grad. I nærværende udkast er reglerne omkring registrering fortsat uklare. Kan man i kommunen udelukkende gennemføre registrering i eksempelvis marts og september måned, eller stikprøvemæssigt og så forholde dette til årsregnskabet, eller er det en kontinuerlig daglig registrering som regeringen efterspørger i nærværende udkast. FOA - Fag og Arbejdes anbefalinger er, at man generelt tidsregistrerer mindre, og i stedet skaber ro til kerneydelsen og den faglige dokumentation af denne. Der bør diskuteres om man kan ensarte og mindske registreringsbyrden markant for både frontpersonale og forvaltninger.

» Læs hele høringssvaret her (PDF)