Se i videoen, hvordan Anita Pedersens liv har ændret sig, efter hun faldt på jobbet og i dag lever med konstante smerter. Foto/video: Jørgen True og Sisse Nedergaard Jensen

Anita endte i kørestol efter fald på jobbet

Kroniske smerter er hverdag for Anita Pedersen, efter hun snublede på jobbet. Med FOAs hjælp har hun fået næsten 700.000 kroner i erstatning, skriver fagbladetfoa.dk.

Det gør hamrende ondt i knæet, husker social- og sundhedsassistent Anita Pedersen. Hun har aftenvagt i hjemmeplejen og har ikke set ledningen i den smalle, mørke passage hos borgeren. Hun er snublet og har hamret knæet ned i en stikdåse.

Hvad, der skulle have været en ganske almindelig arbejdsdag en julidag i 2014, ender med at sende hende i kørestol med kroniske smerter.

“Mit liv er vendt 180 grader. Tidligere arbejdede jeg mere end fuldtid og dyrkede meget sport. Jeg savner det. Nu sidder jeg bare her og kan ikke komme nogen steder,” siger 57-årige Anita Pedersen til fagbladetfoa.dk.

I dag lever hun med lidelsen refleksdystrofi. Al berøring mod benet er ulidelig. Derfor klipper hun det ene bukseben af sine benklæder, så stoffet ikke rører. Når vanddråber rammer benet, føles det som om, der er ild i det, så hun forsøger at undgå det i badet. Og det er sjældent, hun kommer udenfor, fordi vindens brise og solens stråler forværrer smerten.

Tre operationer og forværring
Efter faldet i 2014 fortsætter Anita med at gå på arbejde. Men da hun efter en måned stadig humper rundt, tager hun til lægen. Han mener, det må være et skadet korsbånd eller menisk og vil derfor undersøge det ved en kikkertoperation. Der er ikke noget usædvanligt.

“Derfor skulle jeg bare hjem og træne knæet selv, men det kunne jeg ikke,” fortæller Anita.

Låret hæver til dobbelt størrelse, og benet bliver blåt helt op til lysken efter operationen. Hendes fod kan pludselig gå fra at føles iskold til brændende indeni, og benet bliver så stift, at hun slet ikke kan bevæge det. Hun må derfor under operationskniven igen. Og igen. Men intet hjælper, og smerterne bliver værre.

Afslag på godtgørelse
Anita har ikke været på arbejde siden første operation. Gennem en veninde får hun at vide, at hun kan søge godtgørelse hos kommunen for svie og smerte. Det får hun afslag på.

“De skrev, at det var usandsynligt, at jeg ikke var bekendt med ledningens placering. De kunne lige så godt have sagt, at jeg var fuld af løgn. Jeg blev så vred,” siger Anita.

Derfor kontakter hun FOA Sydsjælland, der går ind i hendes sag.

Tager en dag ad gangen
Efter et længere forløb har Anita i februar 2017 ved domstolen fået tilkendt en erstatning på 680.104 kroner for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Hun mangler stadig at få opgjort, hvad hun får for tab af erhvervsevne.

“Beløbet betyder ikke noget for mig, men jeg håber, at min sag gør, at de får nogle nye sikkerhedsprocedurer, så det samme ikke sker for andre.”

For Anita bliver livet aldrig som før.

“I starten græd jeg meget, når jeg tænkte på alt det, jeg kunne før. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at affinde mig 100 procent med det, for jeg bliver hele tiden mindet om det. Derfor spekulerer jeg ikke over fremtiden, for så bliver jeg bare ked af det. Jeg tager en dag ad gangen.”


Refleksdystrofi
Refleksdystrofi kaldes også komplekst regionalt smertesyndrom eller CPRS. Ofte skyldes lidelsen en kraftig skade mod armen eller benet. Man får intense brændende eller sviende smerter, huden bliver tynd, hudfarven varierer, og det angrebne område bliver overfølsomt. 

Kilde: sundhed.dk


Vejen til erstatning

2014

  • Juli: Anita Pedersen er på arbejde i hjemmeplejen og falder i en borgers hjem, hvor hun slår sit knæ.
  • Oktober: Anita får første kikkertoperation, hvor knæet bliver renset.
  • December: Anita bliver opereret anden gang. Arvæv fjernes, og hendes knæ bliver rettet ud, da det er helt stift.

2015

  • Marts: Anita bliver opereret tredje gang på samme vis som ved anden operation.
  • Oktober: Anita bliver opsagt efter længere sygemelding.
  • December: Arbejdsskadestyrelsen anerkender ulykken som en arbejdsskade og tilkender Anita 246.925 kroner i godtgørelse for varigt mén på 35 procent.

2017

  • Februar: Domstolen tildeler Anita en erstatning på 680.104 kroner for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Hun får løbende en månedlig erstatning frem til endelig afgørelse om tab af erhvervsevne.