Samtaler giver tryghed ved døden

Døden kan være både skræmmende og smertefuld. Men på flere plejehjem er personalet blevet klædt på til at tackle det svære emne

”Hvad hvis jeg bliver begravet skindød og vågner op i kisten?”

Spørgsmålet presser sig på hos den 75-årige sklerose-patient  Lilian Madsen, der lige som mange andre beboere på Seniorcentret Bakkegården i Gladsaxe uundgåeligt kommer til at tænke på døden indimellem.

Blandt andet derfor sagde Seniorcentret ja til at medvirke i et projekt under Socialministeriet, hvor alle sosu-medarbejdere skal gennem et kursus i ’den svære samtale’.

Projektet har nu varet et års tid og har været til stor glæde for beboere og personale, fortæller sosu-assistent og tillidsrepræsentant Camilla Pedersen.

Mere tryg ved døden
”Jeg er blevet mere tryg ved at tale om døden. Ofte er der jo mange følelser involveret, og for mig, der er ung, kan døden være lidt diffus. Men jeg er helt sikkert blevet styrket i at tage den svære samtale,” siger hun til Fagbladet FOA.

Projektet, hvor beboere og pårørende bliver tilbudt en samtale om døden ved indflytning, efter tre måneder eller mere spontant, involverer plejehjem i både Gladsaxe, Aarhus, Kolding og Herning. Siden er også Kildevæld Sogns Plejehjem i København fulgt efter med ’dialogmøder om døden’ for pårørende og beboere.

”Selv om vi arbejder på et plejehjem, så skal vi øve os i at tale om døden. Der er nok en barriere i os alle, og det kræver de rette kompetencer at tale åbent om døden,” forklarer sosu-assistent Linda Heeris fra Kildevæld Sogns Plejehjem.

Læs også: Døende får samtaler på tid

Brug medmenneskeligheden
Indtil videre har plejehjemmet afholdt et enkelt møde under ledelse af en præst, en udviklingssygeplejerske og den daglige leder. Men det er meningen, at dialogmøderne skal fortsætte, og erfaringerne spredes til alle medarbejdere.

På Bakkegården i Gladsaxe har Camilla Pedersen allerede taget den svære samtale flere gange og ved nu, hvordan hun skal besvare beboernes spørgsmål.

”Ofte handler det om at fortælle beboerne, at de kan dø smertefrit, at de ikke kommer til at dø alene, og at ingen kommer til at blive begravet levende. Det kan være rigtig hårdt at tage snakken, men det er vigtigt at bruge både sin faglighed og medmenneskelighed,” tilføjer hun.

Det er meningen, at erfaringerne fra projektet skal munde ud i en pjece til plejehjem over hele landet.

Læs også: Ny bog vil bryde tabu om døden