• Læs op
• Udskriv

Iet rigt land som Danmark burde vi ikke have børn, der lever i fattigdom. Men det har vi. I vores børns skoleklasser sidder der elever, som oplever afsavn og skam på grund af deres families økonomi. De kan ikke deltage i fritidslivet sammen med deres kammerater. De kommer ikke på en ferie, som de kan vende tilbage til klassen og dele minder fra. Jul og skoleudflugter er ikke noget, de ser frem til med lys i øjnene, for børnene ved godt, at den slags koster penge - som deres forældre ikke har.

Børn fra fattige familier bekymrer sig om deres forældres situation, og de går ofte alene rundt med de tunge tanker, fordi det er svært eller skamfuldt at dele med andre. Det belaster børnene, og det er med til at tage deres barndom fra dem.

»Jeg har det så dårligt over at se min mor ulykkelig, og jeg vil gøre alt for at se hende glad og hjælpe hende, men jeg ved ikke, hvad der skal til, når jeg ikke har nogen penge eller noget job«, har en 15-årig pige sagt til BørneTelefonen.

Analyser viser, at børn og unge, der efter deres egen vurdering har færre penge end andre familier, oftere er i mistrivsel. De er oftere stressede, har lavere livskvalitet, er oftere ensomme, er ofte kede af at gå i skole og begår oftere selvskade. I en rundspørge blandt socialrådgivere på børneområdet svarer 9 ud af 10, at lave ydelser til forældrene forringer børnenes trivsel.

De opslidende spekulationer rammer også forældrene. Red Barnets frivillige møder familier, der mangler penge til mad og tøj, og mange børn har aldrig prøvet at holde fødselsdag, for når forældre ikke kan holde fest for deres børn, vil de heller ikke sende dem til andres fødselsdage. Det giver forældrene skyldfølelse.

Hos Mødrehjælpen oplever 76 procent af forældrene, at deres økonomiske situation giver dem mindre overskud til deres børn. En mor har fortalt til Mødrehjælpens rådgivning, at hendes børn bliver påvirket af hendes stress over konstant at være i alarmberedskab for at få det hele til at hænge sammen.

En opvækst i fattigdom kan have store negative konsekvenser for børnenes trivsel nu og her og for deres muligheder senere i livet. Børn, der lever i fattigdom, får typisk kortere uddannelser, lavere indkomster og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre.

De familier, vi møder, har som regel en kombination af udfordringer. Vi ser herunder flygtningefamilier med sproglige barrierer og diagnoser som ptsd og familier med andre psykiske belastninger og diagnoser. Vores praktiske erfaring viser, at en del af de familier, der er på for eksempel kontanthjælp og integrationsydelser, befinder sig langt fra arbejdsmarkedet. Det afspejles også i den lave beskæftigelseseffekt, som eksempelvis kontanthjælpsloftet har haft.

Fattigdom lægger en ekstra byrde på familierne og er med til at forværre de øvrige udfordringer. Fattigdom flytter fokus fra forældrenes mulighed for at tage hånd om familiens egne problemer. Mange af dem kan ikke løses med et snuptag, men fattigdom kan vi fjerne. Det er vores pligt at lette børn og voksne for den byrde.

Da regeringen og støttepartierne formulerede deres forståelsespapir, var der en klar ambition om at bekæmpe børnefattigdom og indføre en fattigdomsgrænse. Det løfte holder vi regeringen og støttepartierne op på nu.

Ydelseskommissionen kom i foråret med flere gode inputs til et nyt ydelsessystem. Vi opfordrer partierne til at gribe den oplagte chance til én gang for alle at komme børnefattigdom i Danmark til livs nu, hvor et nyt ydelsessystem forhandles på plads. Vores organisationer er gået sammen for at bekæmpe børnefattigdom, og 28. september sætter vi fokus på emnet ved en børne- og ungepolitisk høring på Christiansborg.

Vores klare budskab er: Ingen fattige børn i Danmark. Vores opfordring er, at et nyt ydelsessystem som minimum sikrer, at:

Alle børnefamilier i Danmark har et økonomisk råderum, så børnene ikke lever i fattigdom. Det er et samfundsmæssigt ansvar at have forsørgelsesydelser, der sikrer, at ingen børn lever i fattigdom. Også børn fra flygtninge- og indvandrerfamilier, som typisk ligger blandt de fattigste.

Familierne skal kunne bo i almindelige lejeboliger. Det kan ikke være rigtigt, at fattigdom tvinger familier til at flytte væk fra børnenes skole og kammerater. Det medfører alvorlige opbrud i børnenes liv.

Børnene skal kunne deltage i et normalt børneliv med fritids- og kulturtilbud. Børn skal have adgang til udstyr, så de kan være på de sociale medier. De skal kunne deltage i fritidstilbud. De skal have adgang til sfo, fritidshjem og klub. Alt sammen så de står på lige fod med deres jævnaldrende kammerater. Forskelle i kommunernes nuværende praksis medfører ulighed. Det skal der ryddes op i.

En fattigdomsgrænse skal understøtte en politik mod fattigdom. Den skal sættes, så børnene kan være med i fællesskabet og udvikle sig fagligt og socialt på linje med andre børn. Ud fra fattigdomsgrænsen skal der løbende måles på, hvordan fattigdommen i Danmark udvikler sig.

Antallet af børn, der lever i fattigdom i Danmark, er næsten fordoblet på 20 år. I 2001 levede godt 30.000 børn i fattige familier. De seneste år har antallet ligget omkring 60.000. Det er 60.000 børn, der tumler med voksenbekymringer, og som har ringere livsmuligheder, når de vokser op.

Vi oplever hver dag konsekvenserne af, at alt for mange familier har for lidt at leve for. Børn tager skade af at vokse op i fattigdom. Derfor skal kampen mod børnefattigdom stå øverst på den politiske dagsorden.

Underskrivere:
Tina Christensen, næstformand, 3F, Peter Poulsen, formand, Broen Danmark, Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af forretningsudvalget, Bupl, Agi Csonka, formand, Børnerådet, Lena Søgaard, formand, Børnesagens Fællesråd, Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår, Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening, Kenneth Flex, direktør, DRC Integration, DRC Dansk Flygtningehjælp, Mads Bilstrup, formand, Dansk Socialrådgiverforening, Grete Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd, Mona Striib, formand, FOA, Puk Draiby, generalsekretær, Foreningen Grønlandske Børn, Signe Nielsen, formand, Fola, Forældrenes Landsorganisation, Kim Simonsen, forbundsformand, HK, Helle Christiansen, Korshærschef, Kirkens Korshær, Robert Olsen, forstander, Kofoeds Skole, Flora Gosh, direktør, LivaRehab, Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen, Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær, Red Barnet og Benny Andersen, forbundsformand, Socialpædagogerne.