• Læs op
• Udskriv

Vi ser glimt af tilstanden på ældreområdet i ny og næ. Vi hører om det gennem eksemplerne med Else, Ebba og senest i Jyllands-Posten, hvor Marianne Malmberg fortæller om den manglende hjælp, hendes mor, Grethe Jensen, oplever til rengøring og personlig hygiejne.

Hver gang får det stor opmærksomhed, og politikere står i kø for at udtrykke deres forargelse over, hvordan vores ældre behandles. Lige så sikkert er det, at forargelsen omdannes til et konkret politisk initiativ. En pakke. En pulje, som skal sikre værdighed for landets plejetrængende ældre.

Jeg kan nævne ældremilliarden, værdighedsmilliarden og den halve milliard til bedre bemanding i ældreplejen. Alt sammen puljer, som viser stor handlekraft, og at forligspartierne bag finanslovene tager udfordringen alvorligt.

Men antallet af ældre er op igennem 10’erne vokset, uden at midlerne er fulgt med. Det har medført en ældrepleje, der år efter år er blevet udhulet af manglende finansiering. Det er først igennem de seneste år, at der er kommet tilstrækkelige midler til at kunne følge med udviklingen i antallet af borgere. Det lægger en bund, men sikrer ikke udvikling af velfærden og heller ikke genopretning.

Misforstå mig ikke, ældreplejen havde set værre ud i dag uden puljerne, men når udgangspunktet for finanslovene har været udgiftsbehovet for året før og ikke det kommende års behov på grund af en ændret befolkningssammensætning, har milliarderne ikke sikret den værdighed for de ældre, de var tiltænkt, eller bedre arbejdsforhold for medarbejderne, som der er i den grad er brug for.

Jeg hører dagligt fra medarbejdere i ældreplejen, som fortæller om helt vanvittige forhold for de ansatte og de ældre: om kørelister uden tid mellem besøgene og om nattevagter, hvor én medarbejder står alene med ansvaret for alt for mange ældre – senest i en facebookgruppe, hvor knap 5.000 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter har samlet sig for at dele erfaringer og sige stop for forringelserne i deres arbejdsvilkår.

Vi har brug for en genopretning. Aftaler om økonomien på ældreområdet bør som udgangspunkt dække den demografiske udvikling. Det er ikke en investering i ældreområdet, det er en sikring af status quo. Puljer eller anden ekstra finansiering til eksempelvis mere rengøring skal bygge ovenpå.

Kommunerne skal have mulighed for at bruge de penge, der er afsat til ældreområdet. År efter år ser vi underforbrug på flere milliarder kroner, fordi kommunerne er bange for at overskride budgetloftet og dermed blive straffet økonomisk. Når andre velfærdsområder underprioriteres, ser vi gang på gang, at de ældre må holde for. Særligt kan de ældre mærke den praktiske hjælp blive kraftigt forringet. Lige nu stiger udgifterne til det specialiserede socialområde med omkring 800 mio. kr. om året. Disse udgifter dækkes ikke af staten og må findes andre steder.

Så længe vi tænker systemet over borgeren, bliver pengene ikke brugt på den rette måde. Penge strøet ud over et område, der har vist sig ikke at fungere, er små plastre på et stort gabende sår. Som medarbejder i ældreplejen er man bundet til den ydelse, den ældre er visiteret til – uanset om det giver mening eller ej.

Vi bør lave systemet om, så det er borgerens behov for rengøring og personlig pleje, der er styrende for, hvilken hjælp de modtager. Og det skal i højere grad aftales mellem borgeren og den medarbejder, der kommer hos borgeren.

Bragt i Jyllands-Posten, den 29. september 2021