May Bjerre Eiby har ikke patent på innovation

Hvis fremtidens ældre skal have en værdig og ordentlig pleje, kræver det nytænkning, hvor borgerens behov, ikke systemet, sættes i centrum, mener Torben Hollmann, sektorformand i FOA.

En af de allerstørste udfordringer lige nu og i fremtiden er at sikre plejetrængende ældre den hjælp, de har brug for. Vi befinder os i en decideret krise, hvor antallet af social- og sundhedsansatte i mange år ikke er fulgt med stigningen i antallet af ældre. Det betyder, at ældre oplever en ringere hjælp, og for de ansatte betyder det, at der ikke er tid til, at de kan levere den hjælp, de ved, de ældre har brug for. Det gør ondt – både på det faglige og personlige plan.

Krisen har FOA højlydt forudsagt i al den tid, jeg har været valgt og længe før. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få så mange som muligt til at søge ind i faget. Det nytter ikke at give op.

Det nuværende system i ældreplejen har spillet fallit, og et nyt skal til. I dag er selve systemet i centrum, og den ældre kan få hjælp, som passer i systemet. Der visiteres ydelser på minutniveau, og fagligheden hos medarbejderne og borgerens behov bliver sekundær.

I FOA har vi sat os i spidsen for at finde nye løsninger og har sammen med blandt andre pårørendeorganisationer og ministre på nu to ældretopmøder i løbet af det seneste år formuleret en ny retning for ældreplejen. Vi har været i front med at udbrede idéen om små, selvstyrende teams i hjemmeplejen, hvor kendte medarbejdere kommer hos de ældre og har langt større frihed og ansvar for i samarbejde med den ældre at skabe den bedst mulige pleje og omsorg. Vi har inviteret kommunerne indenfor og har lige nu seks kommuner i gang med modellen – og flere banker på.

Vi foreslår en helt anden økonomistyring, som vil mindske bureaukratiet og ressourcespild, og som vil rette fokus på borgeren. Vi foreslår bedre faglig ledelse og sparring for medarbejderne. Vi foreslår bedre klagemuligheder, så problemer hurtigt kan løses i dialog med de ældre og pårørende. Vi har mange innovative forslag til forbedringer, som vi gerne deler med May Bjerre Eiby.

Forslagene kræver politisk mod at gennemføre, men jeg oplever, at der bliver lyttet.

May Bjerre Eiby har ikke patent på innovation. Og det er ikke rigtigt, når hun påstår, at den ikke forekommer i ældreplejen uden for Dagmarsminde, eller at FOA står i vejen for innovation. Hun ser medarbejdernes vilkår som en hindring frem for en styrke.

Jeg vil gerne lytte på konstruktiv kritik, men den skal helst være baseret på virkeligheden. May Bjerre Eiby, CEPOS og Liberal Alliance lancerer rundt regnet hvert år et angreb på medarbejderne på ældreområdet. Samtlige parter vælger den letteste og mindst sandsynlige grund til et højt sygefravær: Medarbejderne må have en dårlig moral og May Bjerre Eiby mener, at det er FOA, der skaber den dårlige moral, må vi forstå.

Ældreplejens krise er ikke medarbejdernes skyld – de har snarere udskudt krisen – det er rammerne og en mangelfuld prioritering af ældreområdet, der bærer skylden.

Erfaringerne viser, at når der gives tid, frihed og ansvar til medarbejdere i en ældrepleje, hvor de ældre er i fokus, vil sygefraværet falde. Det kræver altså flere kolleger og en ny måde at organisere ældreområdet – til gengæld vil det give mere tilfredse ældre, ansatte og et bedre ældreområde.

Bragt i Berlingske 12. november 2021