Au Pairs ender i ingenmandsland under corona

Corona har lukket store dele af verden ned, og som en konsekvens er mange au pairs havnet i en slags ingenmandsland. Deres normalt toårige visum er udløbet.

Deres aftaler med de danske børnefamilier ligeså. De skal altså forlade landet midt i en verdensomspændende sundhedskrise.

Vi opfordrer derfor til, at det bliver gjort muligt at forlænge au pairernes ophold hos de danske værtsfamilier. Vi har henvendt os til regeringen med problemstillingen og foreslået, at au pairernes opholdstilladelse forlænges et år grundet den aktuelle situation.

Og mange af værtsfamilierne er interesserede i at forlænge deres au pairs ophold. Hjemmearbejde, hjemmeskoling og af og til lukkede dagtilbud udfordrer de fleste børnefamilier, og au pairerne, som i forvejen er en stor hjælp i værtsfamiliernes hverdag, spiller også en rolle i forhold til at få kabalen til at gå op under nedlukningen. Får forældrene mulighed for at opretholde noget, der ligner deres sædvanlige arbejdsliv, vil det også være at foretrække samfundsøkonomisk.

Endelig vil det for børnene i værtsfamilierne være trygt, hvis den kendte au pair kan blive hos dem en rum tid mere.

Det er kort sagt vanskeligt at finde gode grunde til ikke at give au pairerne mulighed for at få forlænget opholdstilladelsen. Det vil gavne både dem og de danske værtsfamilier. Det er vores store håb og forventning, at regeringen vil lytte til denne opfordring fra vores side.

Bragt i Berlingske Tidende, den 14. april 2021