Mere frit valg på ældreområdet er ikke noget nyt. Det er bare mere af det samme
Venstre-forslag om ældreområdet er mere af det samme. Der har eksisteret frit valg på området i en del år – og langtfra med gode resultater. Så der er ingen vej udenom, hvis området skal bringes på fode: Forfra og ikke bare lapperier.
Af: Thomas Enghausen, næstformand i FOA
Svaret på alle problemer på plejecentre i hele landet er flere private aktører, mener Venstre, som har foreslået flere private plejecentre efter sagerne om svigt i Aarhus og Randers.
Dermed overser partiet fuldstændig både erfaringer fra tidligere bølger af konkurrenceudsættelse af velfærdsopgaver i løbet af de seneste 20 år og de egentlige årsager til de symptomer, vi har set i ældreplejen. Forslaget kommer belejligt nok efter to år, hvor andelen af konkurrenceudsatte opgaver i kommunerne for første gang har været på vej retur – hvor flere kommuner har taget opgaver hjem efter at have haft dem løst af private leverandører.
Venstre vil med forslaget gøre op med ”mere af det samme” på ældreområdet og lancerer paradoksalt nok et udspil, som vil mere frit valg. Altså mere af det samme.
Der er allerede frit valg på ældreområdet – det har der været siden 2003. Som borger eller pårørende er man ikke forpligtet til at skrive sig op til et bestemt plejecenter, fordi man bor i et bestemt postnummer. Venstre forsøger at gradbøje det frie valg ved at lægge op til mere frit valg.
Forslaget er et udtryk for regnearkstænkning, hvor man sætter et mål for andelen af opgaver, der løses af private. Man lovbinder kommunerne til at have private aktører på plejecenterområdet, som de har det i hjemmeplejen.
Er det virkelig borgerlig politik? Forslaget virker mere som et hensyn til de private interessenter på velfærdsmarkedet end et hensyn til den enkelte borger eller pårørende.
I 2001 konkurrenceudsatte kommunerne under en femtedel af de opgaver, der kan udsættes – i de seneste år har det været over en fjerdedel. Stigningen skyldes til dels, at den daværende Venstre-ledede regering blæste til kamp mod den offentlige sektor med samme retorik og argumenter som i det aktuelle forslag og indførte frit valg i ældreplejen: Kvaliteten er for dårlig – det løses ved at give borgerne et privat alternativ. Det, at argumenterne en til en er de samme, viser også den sande baggrund for forslaget: ideologi og en hensyntagen til den private sektor. For hvad har to årtiers krav til kommunerne om at tilbyde en anden leverandør af hjemmepleje bidraget med? Bedre kvalitet?
Vi har både set eksempler på veldrevne, ordentlige udbydere af ældrepleje, børnehaver og sociale tilbud og eksempler på det modsatte.
Lige nu ser vi historier fra Søbæk-koncernen om, hvor galt det kan gå på det sociale område, når hensynet til kontante gevinster overskygger hensynet til børnene. Det er langtfra det første – nok desværre heller ikke det sidste – eksempel, vi kommer til at se på socialområdet.
Erfaringen har vist os, at det er ualmindeligt svært at tjene penge på privat hjemmepleje. Det viser sig i overskudsgraden hos de eksisterende virksomheder og de mange konkursramte. På socialområdet derimod har flere eksempler vist, at det kan være en særdeles god forretning at tage sig af udsatte børn, unge og voksne. Her har idérige forretningsfolk benyttet sig af smuthuller i lovgivningen til at eje bygninger og leje dem ud til sig selv, samtidig med at de køber ydelser af sig selv.
Vi kan allerede nu se, at plejehjemsområdet ser attraktivt ud for investorer. I Frederikssund har en kapitalfond købt de bygninger, friplejehjemmet Lærkevej drives i.
Helt aktuelt har PFA besluttet sig for at skyde 2,5 milliarder kroner i at bygge nye friplejehjem.
Hos FOA mener vi, at de skattekroner, der er afsat til velfærd, skal bruges til velfærd.
I den private hjemmepleje har vi set useriøse virksomheder, der har budt enten borgere eller medarbejdere dårlige forhold, og mere end 50 konkurser har efterladt borgere uden hjælp og medarbejdere uden arbejde. Langt de fleste konkurser kom i og lige efter 2013, hvor politikerne på Christiansborg endnu en gang ønskede at skubbe til kommunernes brug af private leverandører inden for ældreområdet.
Vi har for ganske nylig set eksempler på samme problem på plejecenterområdet. Med et lovindgreb, som tvinger kommunerne til at have flere private plejecentre, risikerer vi at udsætte de ældre for risikoen for at miste den hjælp og den bolig, de er vant til. Og medarbejderne risikerer at miste deres job.
Samtidig stiller det kommunerne i en meget vanskelig situation. Ved en konkurs er det kommunernes ansvar at stille en ny plejehjemsplads til rådighed – pladser, som man jo har konkurrenceudsat.
Ved konkurserne i private hjemmeplejefirmaer har vi set kommuner overtage opgaven med at sikre de ældre den hjemmepleje, de er visiteret til, med kort varsel. Ofte fra den ene dag til den anden. Det har man kunnet gøre ved hjælp af fleksible medarbejdere i den kommunale ældrepleje. Det kan ikke lade sig gøre ved en konkurs på et plejecenter.
Vi har set blå bloks mønsterkommune Gribskov forsøge og fejle med en storstilet konkurrenceudsættelse af ældreområdet. Her blev samarbejdet med netop en privat leverandør opsagt, og en del af ældreplejen hjemtaget til kommunen efter kritisable forhold.
Er det nok til at kalde en hel privat sektor for useriøs og pengegrisk? Nej. Men man kan heller ikke modsat ensidigt kalde privatisering af velfærdsområdet for løsningen på problemer med kvaliteten på plejecentrene.
I virkeligheden er det svært at konkludere noget som helst om udviklingen af kvaliteten i perioden 2001 og frem til nu, hvis man blot ser på, hvem der løser opgaven.
For i samme periode er der sket en gradvis udhuling af ældreområdet, hvor pengene langtfra står mål med den stigning i antallet af ældre, vi har set. Det er for skævt først at ødelægge en plejesektor for derefter at give plejepersonalet og plejecentrene skylden, når det i virkeligheden er de politisk besluttede rammer, der er årsagen.
Ældreområdet har været udsat for den ene efter den anden sag, som har pålagt kommunerne og det enkelte plejecenter nye krav om dokumentation. Det er det, der sker, når man lovgiver sig ud af enkeltsager uden at rådføre sig med dem, der kender hverdagen på området.
Tilbage står vi med et område, som i den grad har brug for en redning og en massiv investering. Men hvorfor gentage fortidens fejltagelser? Hvis man mener, at problemet er en hel sektor, hvad hjælper det så blot at skære en del bort for at lade andre tage sig af det?
Det er uambitiøst og kan komme til at betyde større ulighed i adgangen til pleje, når velstillede borgere kan købe sig til bedre normeringer end på andre plejecentre.
Hvis vi skal hæve kvaliteten i ældreplejen, kræver det politisk vilje og mod. Det kræver mere end blot at konkurrenceudsætte plejecentre – det kræver et opgør med den måde, vi tænker ældreplejen på. At gå væk fra tanken om ældresektoren som et område, hvor effektiviteten og den stramme styring af opgaverne har hovedprioritet. Væk fra idéen om, at ældreområdet skal drives som en virksomhed.
Det bliver aldrig en god forretning at drive ældrepleje. En god ældrepleje kræver, at borgeren skal sættes i fokus, og medarbejderne har frihed, medansvar og medbestemmelse for at løse opgaven i samarbejde med borgeren.
Vi bør i stedet lære af de gode eksempler på ledelse, arbejdsfællesskaber og arbejdsgange, der findes i både private virksomheder og offentlige institutioner, og løfte kvaliteten generelt. På alle plejecentre. Til gavn for alle.
Det kan virke skræmmende og helt uvant for politikere at vende bøtten helt på hovedet og starte forfra, når politikerne mest af alt er vant til at reagere på sensationshistorier med lappeløsninger og retningslinjer på retningslinjer, men det er det, der er behov for.
Bragt i Jyllands-Posten, den 29. september 2020