• Læs op
• Udskriv

Danskerne er med rette stolte af det velfærdssamfund, vi sammen har opbygget. Et samfund der sikrer den enkelte borger tryghed og trivsel. Hvor vores børn er sikret pasning, de unge får uddannelse, vi har adgang til et velfungerende sundhedsvæsen og kan få hjælp til pleje, når vi trænger til det. Et samfund hvor vi via ”den danske model” har et roligt, reguleret og velfungerende arbejdsmarked.

Et fundamentalt element i den danske model er det såkaldte Flexicurity, der betyder, at i forhold til de fleste andre lande er det nemt for en arbejdsgiver at hyre og fyre ansatte i Danmark. Til gengæld er der et sikkerhedsnet i form af a-kasser og en aktiv beskæftigelsespolitik. Dertil kommer, at det er muligt at uddanne sig hele livet. Det giver fleksibilitet på arbejdsmarkedet. De ansatte gror ikke fast i deres job, men søger nye udfordringer, og det giver plads til for eksempel nyuddannede. På samme måde kan arbejdsgiveren sikre, at arbejdskraften passer til udsving i virksomhedens produktion og behovet for nye kompetencer.

Flexicurity er med rette beundret rundt om i verden, og er da også et slagnummer, når danske politikere, røde som blå, rejser rundt i verden, og viser Danmarks fordele frem. Men det er som om noget gik galt midt i skåltalerne og selvfedmen. Mens vi priste modellen, blev den lige så stille stykke for stykke undergravet indefra.

I forbindelse med at ydelserne blev mindre og perioden forkortet, er Flexicurity-modellen blevet forringet, fordi sikkerheden er blevet målbart mindre, mens fleksibiliteten forblev intakt.

Fagbevægelsens Hovedorganisation har regnet på dagpengedækningen. Mens dagpengesatsen i 1994 udgjorde 62,4 procent af en såkaldt LO-arbejders løn, var den i 2019 faldet til kun 53,4 procent af en gennemsnitsløn. Og i 2025 vil dagpengene kun udgøre 50,1 procent af en gennemsnitsløn i industrien, hvis udviklingen får lov at fortsætte.

Mens dagpengenes kvalitet er udhulet, er statens udgifter til dem raslet ned. I midten af 90’erne udgjorde de samlede udgifter til dagpenge næsten 45 mia. kr. før skat. I dag er det faldet til omkring 15 mia. kr. Hvis vi tager højde for, at der betales skat af dagpengene, er statens udgifter faldet fra ca. 25 mia. kr. til lige under 10 mia. kr. Med 2,1 mio. forsikrede lønmodtagere sidste år betød det et bruttoprovenu på ca. 8,7 mia. kr. årligt og 6,5 mia. kr. efter skattefradrag. 

Med andre ord betaler de a-kasse forsikrede 2/3 af udgifterne til dagpenge, mens staten kun betaler 1/3. I 90’erne betalte staten til sammenligning op mod 80 pct. af udgifterne.

Forringelserne af dagpengene betyder, at det i stigende grad bliver svært for os, som fagbevægelse, at forsvare de meget lempelige danske regler for at fyre og hyre med, at vi jo til gengæld har en god forsikringsordning i de danske dagpengeregler. For det har vi ikke.

Vi er nået dertil, hvor buen ikke kan spændes mere. Trygheden er i den grad udfordret. Der skal handles, hvis det at miste sit arbejde ikke også skal risikere at udgøre en potentiel social katastrofe for dagpengemodtageren.  

Et trygt dagpengesystem er en forudsætning for det danske velfærdssystem. Derfor har vi brug for at stoppe udhulingen af dagpengene og genoprette trygheden for de danske lønmodtagere. Det er politikernes ansvar. Derfor har fagforbundene 3F, Dansk Metal, HK og FOA sammen taget initiativ til en kampagne, der skal råbe de danske politikere op. Vi har brug for, at også Christiansborg forstår, at vores fælles samfundskontrakt er udfordret, og det er på høje tid at rette op på det.

Bragt i Avisen Danmark, den 7. januar 2020