Debatindlæg: "Hvad nu, hvis det var muligt for alle at arbejde, til de bliver 70 år?"

Vi har nu hørt anbefalingerne fra Stresspanelet. Der er landet en aftale om seniorpension. Og så har vi fået et forlig om en forstærket indsats på arbejdsmiljøområdet. Her op til folketingsvalget har det ikke skortet på forslag til, hvordan vi i højere grad sikrer, at danskerne kan holde til et langt liv på arbejdsmarkedet. Vi har flittigt debatteret – og skal fortsætte diskussionen om – hvordan vi kan give alle en værdig tredje alder, uden at de er slidt i bund forinden.

Men det, som vi endnu mangler, er i praksis at stille et helt tydeligt og rimeligt krav. Nemlig et krav til os selv og hinanden om, at det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde.

Når vi taler om nedslidte i dag, sker det ud fra en indforstået accept af, at man i nogle fag bliver hurtigere nedslidt end i andre. Hvis man er murer, ja så slider det. Det samme gælder, hvis man er social- og sundhedsassistent, rengøringsassistent eller på anden vis har et fysisk eller psykisk hårdt arbejde.

Konsekvenserne er mange. Vi oplever medlemmer, der psykisk nedslidte, fordi de arbejder i job med store følelsesmæssige krav eller vold. Risikoen for at ende på førtidspension er dobbelt så stor for de med hårdt fysisk arbejde, som for dem med stillesiddende arbejde. Risikoen for et dårligt fysisk helbred er også dobbelt så stor. Man har længere perioder med ledighed, mere langtidssygefravær og færre år på arbejdsmarkedet. Det gør det umuligt for mange at leve op til Velfærdsforliget fra 2006, der løbende sætter pensionsalderen et nøk op, så man i 2040 skal være 70 år for at kunne forlade arbejdsmarkedet på normale vilkår.

Men her er en dristiv tanke: Hvad nu, hvis det var muligt for alle at arbejde, til de bliver 70 år? Det bør vi forlange, at man kan. Vi skal ikke indforstået acceptere, at nogle fag slider mere end andre. Vi skal sikre, at det – uanset fag – er sundt og sikkert for alle at gå på arbejde. At man er lige så rask og rørig, når man går hjem fra arbejde, som da man mødte ind.

En helt oplagt anledning til at realisere den tanke er, at partierne bag forliget om en ny arbejdsmiljøindsats skriver det ind i de nye bekendtgørelser, der skal forfattes om systematisk arbejdsmiljøarbejde og om psykisk arbejdsmiljø. Formålet med de nye bekendtgørelser er at gøre reglerne klarere og lettere at forstå – og dermed lettere at efterleve ude på arbejdspladserne.

Selvfølgelig skal arbejdsmiljøloven formuleres, så den er til at forstå. Men alene at rimpe de eksisterende regler sammen rækker altså ikke. Vi skal ikke bare klaske enkelte gamle paragraffer sammen. Vi må være mere ambitiøse og at gå målrettet efter at aflive nedslidning. Det skal være helt tydeligt, hvad arbejdsgiverne skal gøre for at sikre, at de ansatte ikke udsættes for belastninger. At ressourcerne til hver en tid skal stå mål med de opgaver, der skal løses. At der reelt er balance - både når det handler om det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Og at arbejdsgiverne er forpligtede til at gribe ind.

Vi skal også tænke på den enkelte arbejdsplads sige fra i det sekund, vi oplever forhold, der ikke er i orden og usunde, ligesom vi på egne vegne hver især skal forlange et sundt arbejdsliv. I dag er mange af de ansatte pressede. De møder ind før tid, fordi arbejdstiden ikke rækker. De når ikke at holde frokostpauser og når ikke med fagligheden i god behold at løse deres opgaver. Det slider også. Det samme gør en stigende grad af trusler og vold på jobbet.

Tænk, hvis vi rent faktisk kunne skabe et arbejdsmiljø, der gør det muligt at blive på arbejdsmarkedet, til man er 70 år – og at man har lyst til at blive. Fordi man ikke bliver nedslidt. Fordi det er sikkert og sundt.

Ud over tydelige formuleringer i de nye bekendtgørelser, kræver det, at vi indtænker ny teknologi og at vi investerer i arbejdsmiljø. Ingen undersøgelser har nogensinde vist, at et godt arbejdsmiljø sænker produktiviteten. Det vil kunne betale sig.

Debatindlægget er bragt i a4 Arbejdsmiljø, den 13. maj 2019