Debatindlæg: Psykiatrien skal skelne mellem svære lidelser og lettere diagnoser

Kræft er ikke det samme som et knoglebrud. Heller ikke selvom de begge er fysiske sygdomme.

Alligevel taler vi ofte om psykiske sygdomme, som var de godt og vel det samme.

Men der er forskel på at have begyndende symptomer på en psykisk belastningsreaktion som stress og så til igennem mange år at lide af skizofreni med medfølgende psykoser.

Det er vigtigt at huske, når vi diskuterer, hvordan vi skal styrke psykiatrien.

Psykiske sygdomme har stået i skyggen
I Danmark skal vi have et sundhedsvæsen, hvor vi passer på hinanden, når sygdommen rammer. Hvor alle kan være trygge ved, at de har let og lige adgang til behandling, hvis de bliver syge. 

Vi har et stærkt sundhedsvæsen i Danmark. Vi har dygtigt personale. Danskernes tillid til, at de får en god, tryg og professionel behandling, hvis de rammes af en fysisk sygdom, er med rette høj.

Den samme høje tryghed skal også være der, når det kommer til psykiatrien, og det kan vi desværre godt være bekymrede for ikke er tilfældet.

De psykiske sygdomme har stået i skyggen af de fysiske sygdomme alt for længe, og mange steder i sundhedsvæsenet er de fortsat ikke fuldt ligestillede.

Skal sættes ind tidligere
Selvom der er sket forbedringer de senere år blandt andet gennem 'Psykiatriplan 2' og aftalen om sundhedsreformen, må vi erkende, at der er et økonomisk efterslæb i psykiatrien, som igennem mange år ikke er blevet prioriteret højt nok.

Det ser vi desværre alvorlige symptomer på. Forleden kunne Politiken fortælle historien om, hvordan tre ud af fire kriminelle med en behandlingsdom formodentlig ikke fik den rette psykiatriske behandling i tiden op til, at de begik kriminalitet.

Her taler vi ofte om mennesker med tunge psykiske lidelser, der kræver intensiv hjælp. Hjælp, som de i alt for mange tilfælde ikke har fået.

For de danskere, der rammes af lettere psykiske sygdomme, halter det også alt for mange steder bagefter med hjælpen.

Og der er stadig store forskelle på, hvor god en behandling man bliver tilbudt, alt efter hvilken region man bor i. Der skal sættes ind tidligere, og det skal ske tættere på patienten. 

Økonomisk saltvandsindsprøjtning
Det er for os at se en bunden opgave ikke bare at få genoprettet, men at få udviklet psykiatrien. Det kræver – selvfølgelig – også en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Penge taler.

Når vi prioriter flere midler til psykiatrien, sender vi et klart signal om, at vi anerkender, at psykisk sygdom er lige så vigtig at prioritere som en fysisk sygdom. 

Samtidig vil det forhåbentlig også være med til at dæmme op for den tabuisering og stigmatisering af psykiske lidelser, som vi stadig ser alt for ofte, hvor patienter bliver sat i bås med deres diagnose. 

Fra hvert vores ståsted mener vi, at det er afgørende for at udvikle vores psykiatri, at vi bliver bedre til at skelne mellem mennesker med svære psykiske lidelser og mennesker med lettere psykiatriske diagnoser.

Vi skal have et mere finmasket system, hvor vi i højere grad tager udgangspunkt i den enkelte patients behov. Behov, der ofte er meget mere individuelle, end det system, som vi har i dag, er gearet til at håndtere.

Ung generation kan sakke bagud
Vi står i dag i en situation, som vi ikke stod i for bare ti år siden, når det kommer til unge, der kæmper med psykiske udfordringer og tegn på begyndende psykisk sygdom.

Måske står vi endda med den generation af børn og unge i Danmark nogensinde, der har det sværest. Det er, selvom deres muligheder og vores velstand er større end nogensinde tidligere.

Dem, der bliver hårdest ramt, risikerer, at de ikke kommer rigtigt i gang med et ungdomsliv, fordi sygdommen spiser de år, hvor livet for alvor tager fat.

Vi har altså en generation af unge mennesker, der kan sakke bagud i livet, før det rigtigt er begyndt.

Nogle af disse børn og unge er så hårdt plagede af deres psykiske sygdom, at det meste af deres tilværelse drejer sig om sygdom og behandling.

Forskel på unges udfordringer
De oplever at blive indlagt igen og igen og har svært ved at få en hverdag med kammerater, uddannelse, arbejde og et helt almindeligt ungdomsliv til at fungere. Andre unge med psykiske udfordringer er mindre hårdt ramt.

Derfor skal de to grupper selvfølgelig heller ikke behandles ens – også selvom man med rette kan sige, at de alle har en psykisk sygdom.

Vi skal forebygge mere og gribe flere unge, før de ender med at få brug for hjælp i psykiatrien. Heldigvis har vi rigtig mange gode historier om unge, der har fået den rette hjælp i tide. Dem skal vi have endnu flere af.

For dem, der får brug for det, skal vi sikre en bedre børne- og ungepsykiatri. Det kræver, at vi skal opgradere den kommunale behandlingsindsats, der i dag slet ikke kan følge med det behov, som der er. 

Sengepladser skal udnyttes bedre
Den tidlige og forebyggende indsats tæt på patientens hverdag er ofte mindre omkostningsfuld – både for den enkelte borger og samfundet.

Når patienter får gavn af at blive behandlet tæt på deres nærmiljø og uden for psykiatrien, frigør vi samtidig ressourcer til de allermest syge patienter med diagnoser som bipolar lidelse, skizofreni og svær depression.

Disse mennesker skal vi tilbyde en mere intensiv behandling, end de har fået indtil nu. Derfor skal vi oprette flere intensive sengepladser i psykiatrien, og vi skal udnytte de 150 nye særlige sengepladser langt bedre.

I dag bliver patienterne udskrevet for hurtigt på grund af manglende kapacitet. Dermed risikerer vi, at deres forløb ikke hænger ordentligt sammen, og det fører til alt for mange genindlæggelser, forkerte diagnoser og øget brug af medicin og tvangsindgreb. 

Får ikke god nok behandling
Når en psykisk syg patient ikke får en god nok behandling, kan det handle om, at de oplever at blive afvist i akutmodtagelsen på en psykiatrisk skadestue, at de bliver svingdørspatienter, der ryger ud og ind af psykiatrien uden at blive raske, eller at de har fået en forkert diagnose og derfor ikke får den rette behandling.

Der er ofte tale om mennesker, som oven i det hele slås med massive misbrugsproblemer og har svært ved at fungere socialt.

Mennesker, der risikerer at gå til grunde eller gøre skade på sig selv og andre, hvis de ikke får den nødvendige behandling i tide.

Det kan vi slet og ret ikke være bekendt. 

Derfor er det vigtigt, at vi får skabt en bedre sammenhæng i deres behandling, så de ikke falder mellem stolene i overgange mellem psykiatrien, de praktiserende læger og de kommunale behandlingstilbud. Et menneske, der kæmper med psykisk sygdom, skal ikke også kæmpe mod systemer, der ikke taler sammen.

Og så skal pengene i højere grad følge patienten, så de ikke bliver ofre i et slagsmål mellem kommuner og regioner, om hvem der skal betale regningen. Det ser vi desværre alt for mange eksempler på i dag.

Der er brug for et samlet løft af kvaliteten i socialpsykiatrien og i misbrugsbehandlingen til de mennesker, der både kæmper med psykisk sygdom og misbrug.

Vi er enige om målet
Der er ikke lette løsninger, og vi har brug for vedvarende opprioritering af psykiatrien. 

Nogle vil sikkert kalde det en kliché, men det er ikke uden grund, at patienten i fokus er et meget brugt udtryk i det danske sundhedsvæsen. Det er nu engang det, som det hele handler om.

Hvis vi vil have en psykiatri på samme høje niveau, som det somatiske sundhedsvæsen har i dag, kræver det ikke bare flere ressourcer, men også, at vi bliver endnu bedre til at lave en behandling, der tager udgangspunkt i den livssituation, som den enkelte patient i psykiatrien står i.

Og de livssituationer er ofte præcis lige så vidt forskellige som for folk, der har brækket et ben. Husker vi det, er vi kommet et godt stykke ad vejen mod det mål, som vi håber, at alle kan blive enige om.

Nemlig at vi i fremtiden får psykiatri på et meget højere niveau end i dag. En psykiatri, hvor patienterne oplever bedre sammenhæng og hjælp, hvor medarbejderne ikke mangler kollegaer på grund af problemer med at rekruttere, og hvor de pårørende ikke føler, at de skal lave desperate opråb for, at dem, som de har nær, får den nødvendige hjælp.

En psykiatri, som vi for alvor kan være stolte af.

Debatindlægget er bragt i Altinget, den 3. juni 2019