Regeringens forslag til en sundhedsreform er blevet præsenteret til baggrundsmusikken om at styrke det nære sundhedsvæsen og lade flere borgere blive behandlet uden for sygehusene.
Sundhedsvæsenet står da også over for en stigende udfordring med at sikre sammenhæng i patientforløbet mellem sygehusene og det nære sundhedsvæsen, i takt med at danskerne bliver ældre og får flere kroniske sygdomme. Det er vi ikke uenige i.
Til gengæld er vi uenige i, at det er nødvendigt med store strukturelle ændringer for at styrke det nære sundhedsvæsen og sikre glidende overgange mellem sygehuse, kommuner og almen praksis.
Det gælder ikke mindst regeringens forslag om at nedlægge regionsrådene og erstatte dem med nye bestyrelser for 21 sundhedsfællesskaber, fem regionale sundhedsforvaltninger, en ny national sundhedsmyndighed og større styring fra ministerium og styrelser.
Vil det sikre sammenhæng og mere nærhed? Og vil det være godt for patienterne og sundhedspersonalet at bruge år på at etablere nye administrative strukturer og rodfæste nye bestyrelser og beslutningsorganer? Det tror vi ikke.
De seneste 10 år har politikerne i regionsrådene taget ansvar for at udvikle sundhedsvæsenet. I den periode har danskerne fået mere sundhed for pengene, rekordlav ventetid og stigende kvalitet i behandlingen, særligt på sygehusene.
Der er stadig ting, der skal forbedres. Men det handler mere om finansieringen af sundhedsvæsenet end om regionernes styring af sygehusene, som grundlæggende er god.
Der er brug for folkevalgte politikere, som kan afveje hensynet til kvalitet, økonomi og geografiske forhold med borgernes behov for tryghed og nærhed. I sidste ende handler det om at sikre lighed i sundhed, og det skal ikke overlades til et regneark.
Som Venstres Søren Gade siger det, er det nok en dårlig forretning at have ambulancekørsel i de tyndt befolkede områder ved Lemvig, men det skaber tryghed for borgerne. Det skyldes udelukkende, at politikerne i Region Midtjylland har prioriteret, at der skal være en ambulance.
Regeringen vil skabe nærhed og sammenhæng i sundhedsvæsenet ved at flytte opgaver fra sygehusene og ud til borgerne. Det er en god idé, men for at det kan lykkes, skal kommunerne og almen praksis have tilført nye ressourcer, som ikke blot kan tages fra sygehusene.
Samtidig er det afgørende, at det bliver et krav til alle kommuner, at de skal følge fælles kvalitetsstandarder, så der sikres ensartet høj kvalitet på tværs af alle kommuner.
Som regeringen har fremlagt planen, får sundhedsfællesskaberne imidlertid ingen penge at gøre godt med – og skal i øvrigt kun mødes fire gange om året. Når hver eneste kommune samtidig får vetoret, er der risiko for, at udviklingen går i stå og i værste fald øger forskellen på behandling og sygepleje på tværs af landet.
Det var vel ikke dét, vi ville?
Vi bør fokusere på at sikre de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer til at løse det egentlige problem med, at for mange kronisk syge ikke får den hjælp, de har brug for. Den hjælp kommer ikke med en strukturreform, men ved, at vi ansætter de rigtige medarbejdere til at løse de rigtige opgaver, og ved at stille fælles krav til kvaliteten i det nære sundhedsvæsen på tværs af landsdele.
Der er flere gode tiltag i regeringens udspil, der kan ruste vores fælles sundhedsvæsen til fremtiden. Det gælder for eksempel uddannelse af mere sundhedspersonale og styrkede kompetencer i kommunerne, styrkelse af akutberedskabet og patientrettighederne for blot at nævne nogle ting.
Men alle disse forslag kan indføres med den nuværende politiske organisering af sundhedsvæsenet – og dermed demokratiet – intakt.
Lad os bruge kræfterne og ressourcerne på at skabe forbedringer for patienterne frem for at kaste os ud i dyre og opslidende strukturændringer på et tidspunkt, hvor sundhedsvæsenet i forvejen kæmper med dårligt arbejdsmiljø, mangel på medarbejdere og underfinansiering.
Derfor vil vi opfordre regeringen til at skabe et bredt kompromis i Folketinget om alle de gode ting i udspillet til en sundhedsreform, der ikke handler om strukturændringer. Det vil sætte en retning for sundhedsvæsenet med stabile rammer for medarbejderne og være langt mere værd end en strukturreform, som kun bidrager til at dele vandene.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten, 10. februar 2019