Debatindlæg: OK18 viste behovet for at sænke konfliktniveauet

Det er nu ét år siden, at hele den offentlige sektor var tæt på at blive kastet ud i en historisk stor konflikt.

Ikke kun inde i Forligsinstitutionen var der hektisk aktivitet.

Over hele landet stod medlemmer og tillidsrepræsentanter skulder ved skulder for at skabe synlighed og bakke deres forhandlere op, og foran Forligsen flokkedes pressen om de mange, der kom fra nær og fjern for at vise deres sympati og opbakning til de offentligt ansatte.

Storkonflikt afværget
Alle offentlige faggrupper var få øjeblikke fra at blive lockoutet af de offentlige arbejdsgivere i stat, kommuner og regioner som modsvar på organisationernes konfliktvarsler.

Forhandlingerne om overenskomstfornyelsen 2018, kaldet OK-18, var på mange måder historiske – både historisk svære, men også opløftende, fordi det efter mange lange nætter i Forligsinstitutionen lykkedes at finde frem til en fælles forhandlet løsning, så en storkonflikt blev afværget.

Det lykkedes at indgå aftaler, som alle kunne se sig selv i og stemme ja til.

Mange forbund satte rekord i stemmedeltagelse, og en ja-andel på 90 eller 95 procent til de enkelte forbunds aftaler var reglen og ikke undtagelsen.

Næsten i mål
Vi røber nok ingen hemmelighed ved at nævne, at vi også selv har lært af erfaringerne fra forårets forløb sidste år. Nemlig, at vi kan gøre en forskel sammen.

De offentlige organisationer samledes under overskriften ”En Løsning for Alle”.

Ved OK-18 var de offentligt ansatte sat under stort pres – det gjaldt i forhold til arbejdsgivernes krav om indhentning af et påstået løngab og videreførelse af et såkaldt ”privatlønsværn”, manglende vilje til at indgå en arbejdstidsaftale med lærerne, usikkerhed om den betalte spisepause og krav om at forringe seniorordningerne på det kommunale og regionale område.

Vi kom på trods heraf – næsten i mål. Lærerne mangler vi stadig at få med.

Forhandlingsforløbet var langt og opslidende. Der var en tæt koordinering på arbejdsgiversiden ved OK-18, og vores sammenhold og koordinering på tværs af de tre offentlige arbejdsgiverområder var derfor helt nødvendig.

Bygge videre på sammenholdet
På organisationssiden vil vi bygge videre på sammenholdet.

Det vil ske i respekt for, at vi forhandler på tre selvstændige arbejdsgiverområder, hvor der skal være plads til konkrete og tilpassede løsninger.

De statslige, kommunale og regionale arbejdspladser har forskellige opgaver og udfordringer, og derfor kan løsningerne ikke være ens.

Men vi vil fortsat have fokus på de sammenhænge, der er på tværs af arbejdsgiverområderne.

På det offentlige område afsluttes forhandlingerne af parterne selv, og sløjferne slås af de to fællesskaber – CFU på statens område, og Forhandlingsfællesskabet på det kommunale og regionale område.

På det offentlige område har vi ikke – som på det private område – tradition for at afslutte forhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Hertil er forhandlingerne på det offentlige og private område for forskellige.

Nogle udfordringer blev ikke forhandlet
Ved OK-18 blev forhandlingerne imidlertid sluttet i Forligsinstitutionen, og hvor vi stort set startede forhandlingerne op på et blankt stykke papir.

Omkostningen herved var, at stort set alle andre udfordringer end de tre store hovedknaster (løn, herunder lavt- og ligeløn, samt lærernes arbejdstid og spisepausen) ikke − eller i bedste fald kun i begrænset omfang − blev forhandlet.

OK-18 blev derfor mere et genopretningsforlig end et forlig, som indeholdt større nyskabelser.

Forhandlingssituationen betød, at en række udfordringer ikke blev forhandlet – eksempelvis indsatser, som kan understøtte, at de ansatte kan holde til et længere arbejdsliv.

Det er hverken befolkningen, de ansatte eller arbejdsgiverne tjent med.

Befolkningen, de ansatte, arbejdsgiverne og organisationerne har brug for en velfungerende offentlig sektor.

Det danske velfærdssamfund og en offentlig sektor i verdensklasse er årsagen til, at vi er et af verdens rigeste lande.

Det bidrager vores aftaler og overenskomster til. Den offentlige sektor er forudsætningen for, at samfundet fungerer – og dermed en væsentlig forudsætning for en stærk og konkurrencedygtig privat sektor.

Lønnen skal følge udviklingen
Forhåbentlig har også arbejdsgiverne taget ved lære af OK-18-forløbet, så udgangspunktet for forhandlingerne ved OK-21 er, at medarbejderne ses som en betydelig ressource i varetagelsen og udviklingen af velfærdssamfundet og ikke udelukkende som en omkostning.

Det er helt afgørende, at lønnen i den offentlige sektor også i fremtiden følger lønudviklingen i den private sektor.

Der er nok at tage fat på – det gælder eksempelvis i forhold til rekrutteringsudfordringer, kompetenceudvikling, et stærkt stigende psykisk arbejdspres, digitalisering og udvikling samt anvendelse af velfærdsteknologi.

Det gælder også i forhold til at skabe plads og mulighed for, at vi har et arbejdsmarked, hvor de ansatte kan holde til et længere arbejdsliv. Og det gælder i forhold til fortsat udvikling og sikring af attraktive arbejdspladser til gavn for de ansatte og befolkningen.

Prioriter en fælles dialog
I Forhandlingsfællesskabet og CFU har vi en målsætning om, at vi vil styrke den danske model ved at skabe et grundlag for at nedbringe konfliktniveauet i forhandlingerne.

Derved forbedres mulighederne for, at vi kan opnå aftaleresultater, der i endnu højere grad medvirker til at skabe udvikling og løsninger af udfordringer i kommunerne, regionerne og staten.

Erfaringerne viser blandt andet, at vi som parter skal prioritere den fælles dialog – det skaber en bedre forståelse for hinandens udgangspunkter og for i fællesskab at finde løsninger.

I forhold til lærerne blev det mulige kompromis ved OK-18 blandt andet den såkaldte lærerkommission, som ved årsskiftet skal fremlægge anbefalinger og forslag til løsninger, der indgår i de efterfølgende arbejdstidsforhandlinger mellem parterne med henblik på at indgå en arbejdstidsaftale senest ved OK-21.

Det er ikke holdbart, at lærerne efter flere overenskomstomgange stadig står uden en aftalt løsning.

Vi opfordrer derfor på det kraftigste til, at der også fra arbejdsgiversiden bliver vist vilje til at finde en aftalt løsning frem mod OK-21.

Det er nødvendigt, hvis OK-21 skal landes. Det er også læren fra OK-18.