• Læs op
• Udskriv

I et indlæg på Altinget den 8. november præsenterer Simon Emil Ammitzbøll-Bille resultaterne af en analyse, som hans ministerium har foretaget af de forskelle på, hvordan de enkelte kommuner håndterer forebyggelse af genindlæggelser af ældre patienter.

Overordnet set, er vi i FOA meget enige med ministeren i en lang række pointer: Vi skal blive bedre til at forebygge genindlæggelser af ældre borgere, kvaliteten skal ikke være afhængig af postnummer, og der er brug for ét samlet, overskueligt forløb for patienten, hvor medarbejdere på sygehusene og i ældreplejen taler sammen.

Men hvor Simon Emil Ammitzbøll-Billes udgangspunkt er, at sundhedssektoren er ineffektiv, og at problemet bedst løses med endnu en reform, tillader vi os i FOA at rejse et par spørgsmål, som kan bruges til inspiration, inden der trykkes på den store reformknap.

Er der virkelig behov for en strukturel ændring for at få en bedre kvalitet?
Er ministerens yndlingsudtryk – effektivisering – det rette værktøj at bruge i alle sammenhænge i den offentlige sektor?

Måske man i stedet skulle kigge på de bagvedlæggende årsager til de store forskelle på, hvor gode kommunerne er til at forebygge genindlæggelser.

Regionerne er et produkt af strukturreformen, der nedlagde amterne og forvandlede 271 kommuner til 98 i 2007. Dengang, som i den nuværende debat, var formålet, at ”den enkelte borger skal have mere kvalitet for pengene i den offentlige service, navnlig i sundhedsvæsenet.”

Men vi har altså med den sidste strukturreform, må man forstå, ikke opnået mere kvalitet for pengene. I perioden efter er kommunernes udgifter pr. ældre faldet – på Liberal Alliance-sprog er kommunerne blevet mere effektive – så er problemet egentlig struktur og ineffektivitet?

Der er siden udgangen af 00’erne reduceret i kommunernes serviceudgifter med mange milliarder kroner – penge der kunne være gået til en mere værdig ældrepleje, hvor man kunne have sikret, at færre ældre borgere blev genindlagt.

Faktisk ser der ud til at være en tendens til, at kommuner, der bruger færre penge pr. ældre og andre voksne med særlige behov, har flere genindlæggelser.

Måske regeringen i stedet for en omfattende strukturreform – set i lyset af, at den seneste kun er godt 10 år gammel – i stedet skulle prøve at investere penge i den kommunale ældrepleje og sideløbende kigge på, hvordan en mere synlig ledelse og et tættere samarbejde mellem kommuner og regioner kan realiseres.

​Bragt i Netavisen Pio den 29. november 2018