Kronik: Mens statsministeren smiler, svinger kommunerne sparekniven

Besparelser på sundhed, ældre- og handicap-områderne på 12 millioner kroner i Hjørring Kommune, børn og ældre i Norddjurs Kommune kan vinke farvel til dét, der skulle have været forbedringer af forholdene – kommunen skal næste år spare 100 millioner og i Furesø Kommune skal der spares omkring to procent af de samlede driftsomkostninger – 50 millioner kroner i 2019.

Helt vildt bliver det for landets hovedstad, hvor der samlet skal effektiviseres for 374 millioner kroner og sådan kunne vi gentage os selv 98 gange i takt med at vi dykker ned i de kommunale sparekataloger.

I øjeblikket kan det ikke undgås at åbne en avis uden en artikel eller et debatindlæg, hvor de igangværende kommunale budgetforhandlinger er temaet. Fælles for de mange indlæg er, at de beskriver, hvor mange millioner kroner, der, endnu en gang, skal spares i den kommunernes budgetter.

Parallelt med de mange nedslående meldinger fra landets kommuner, toner statsminister Lars Løkke og hans støtter frem på tv-skærmen og fortæller flittigt om, hvor godt det går i dansk økonomi. Naturligvis, fristes vi til at sige, for der er jo også et folketingsvalg på vej, så optimismen skal bevares og plejes. Lige bag lister Liberal Alliancens Simon Emil Ammitzbøll-Bille sig også frem og buldrer løs på de ideologiske trommer med melodien om at kommunerne har rigeligt med penge. Faktisk så mange, at der kan gives lempelser på skatter og afgifter uden problemer.  Men melodien lyder falsk når man lytter godt efter.

Lad os nu få sat det faktiske billede og de rigtige toner fra virkelighedens velfærd i det kommunale landskab frem. Det kræver, at vi alle siger fra overfor det rosenrøde billede, politikerne tegner af økonomien og fortæller vores historier fra det virkelige liv.

Virkeligheden er, at kommunerne med den pose penge som Slotsholmen bevilliger ikke kan få budgetterne til at hænge sammen, medmindre de foretager mærkbare nedskæringer. Nogle er direkte pålagt fra Slotsholmen selv; f.eks. Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet, hvor kommunerne skal aflevere 500 millioner kroner retur hvert år frem til 2020.

Det er direkte horribel læsning og ude af takt med virkeligheden.  Samtidig er det også en alvorlig øjenåbner for, at der er noget helt galt med de økonomiske prioriteringerne for Danmarks velfærd og fremtid. Måske går det ikke helt så godt, som Lars Løkke og co.  gerne vil have det til at fremstå.

Danmark er en velfærdsstat, som er bygget op af os alle sammen gennem det sidste århundrede. Men velfærdsstaten er kraftigt på vej over i en minimalstat, hvor det bliver alles kamp mod alle, og hvor solidariteten får trænge kår. En kamp, hvor den med den tykkeste pengepung vinder i sidste ende. Men der er et alternativ.

For alt imens lokalpolitikerne drøfter, hvordan de skal få budgettet for 2019 til at falde i hak, forsætter beretningerne fra virkelighedens velfærd i landets lokalaviser med daglige læserbreve fra bekymrede brugere, borgere, forældre, pårørende, ansatte. Læserbreve der fortæller, hvordan hverdagen ser ud nu, men også hvordan der velbegrundet frygtes for fremtiden.

Frygten for ikke at kunne få den nødvendige og værdige pleje, frygten for ikke at få den rette genoptræning efter et komplekst sygdomsforløb med mindre, man selv har råd til at betale. Frygten for at ens barn mistrives og ingen ser det på grund af dårlige normeringer. Frygten for, hvornår det er min tur til at gå ned med stress og frygten for ikke at kunne yde en faglig tilfredsstillende indsats i sit job.

Den kamp er aktuel som aldrig før. De seneste års gentagne og konstante nedskæringer på Danmarks velfærd skal modsvares af alle os, der vil et solidarisk Danmark, hvor vi værner om hinanden på arbejdspladserne, for dem som har mindst, for dem som har brug for støtte og pleje og for dem der har deres liv hos dagplejen, i børnehaven eller i skolen.  Alle borgere har fortjent et godt børneliv, en god uddannelse, et godt og sundt arbejdsliv og en værdig alderdom.
Velfærdsstaten kom ikke til os på et sølvfad. Den er tilkæmpet over årtier.

Rundt om i landet er der gang i planlægningen af demonstrationer, stormøder og debatindlæg med beretninger fra hverdagen fortsætter.  Alle gode initiativer bakker vi fra FOA 100 % op om. I foråret under overenskomstforhandlingerne fandt vi sammen. Lad os gentage forårets succes og stå sammen igen på gader og stræder for fremtidens velfærd.

Bragt i Avisen Danmark d. 27. august 2018