Fra venstre: Medlem af politisk ledelse i FOA SOSU Jannie Hagbo, borgmester Trine Græse og fællestillidsrepræsentant Chanette Dupont

Lønløft til social- og sundhedspersonale i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune har sat 20 millioner kroner af årligt til varige lønstigninger. Det kommer blandt andre social- og sundhedsassistenter, -hjælpere og sygehjælpere til gode.

Gladsaxe afsætter 20 millioner kroner årligt til varige lønløft til udvalgte medarbejdergrupper, som får mindre i løn end kollegerne i nabokommunerne.

Aftalen dækker i alt ca. 1.000 social- og sundhedshjælpere, -assistenter og sygehjælpere samt pædagoger i børnehuse.

De kan se frem til 10.000-20.000 kr. ekstra om året – plus pension og før skat.

Et godt signal

Den nye aftale er et godt signal, mener medlem af FOA SOSUs politiske ledelse Jannie Hagbo.

”Vi er i FOA SOSU utrolig glade for, at Gladsaxe Kommune afsætter en pose penge og gør sig tanker omkring rekruttering og fastholdelse af vores faggrupper”, udtaler hun.

”Vi ved, at der bliver en kæmpe mangel på faglærte kollegaer, og derfor er man nødt til at kigge i flere retninger – blandt andet lokalløn”.

Jannie Hagbo slår fast dog fast, at også andre faktorer betyder noget, hvis man som kommune vil gøre sig gældende i kampen om kvalificeret arbejdskraft.

”Hvis man ikke har noget tilhørsforhold til en specifik kommune, når man søger arbejde, så kigger man selvfølgelig på, hvilken arbejdsgiver der vil give en den bedste løn. Men medarbejderne vil også se på, hvor der er mest fleksibilitet i forhold til arbejdstid, og ikke mindst hvor de kan få lov til at bruge og videreudvikle deres kompetencer”, mener hun.

Der vil blive holdt øje

FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant i Gladsaxe, Chanette Dupont, glæder sig også over den nye aftale, som hun ser som en anerkendelse af det vigtige arbejde, hendes kolleger udfører hver dag.

”Men vi er langt fra i mål endnu. Hvis vi skal sikre et bæredygtigt social- og sundhedsområde, handler det også om trivsel og arbejdsmiljø”.

Med aftalen er det især social- og sundhedsassistenterne, der bliver løftet, men Chanette Dupont hæfter sig ved, at hun har ledelsens ord for, at der også er penge til hjælpere, der løbende efteruddanner sig.

”Det vil lederne blive holdt op på. Det nytter ikke noget, hvis hjælperne ikke får lov at komme afsted med begrundelsen om at driften skal hænge sammen. Det skal vi nok holde øje med”.

Borgmester siger tak

”Vi vil gerne fortsætte med at være en attraktiv arbejdsplads med dygtige og veluddannede medarbejdere”, udtaler Gladsaxes borgmester, Trine Græse, i en pressemeddelelse.

”Men ligesom andre kommuner har vi også udfordringer med at rekruttere og fastholde vores medarbejdere på især børne- og ældreområdet”.

 ”Derfor vil jeg gerne takke mine samarbejdspartnere fra BUPL og FOA for, at vi nu har en aftale i hus om at give nogle af vores dygtige medarbejdere på disse områder et lønløft”.