• Læs op
• Udskriv

I Hvidovre Kommunes hjemmepleje holder fire kvinder fast i deres arbejde, selvom de er stærkt plaget af sygdom og smerter.

Alle fire har været i faget i årtier. Har knoklet, planlagt, hjulpet, løftet og lyttet på fuld tid. Lige indtil det ikke gik mere.

Men lysten til at gøre en forskel er der endnu, og løsningen er et fastholdelses-fleksjob. En gevinst for både dem selv og kommunen.

Social- og sundhedshjælper Carina Gyldenbro har været ansat i Hvidovre Kommunen i 26 år – de første 19 år som udekørende og derefter som planlægger.

I flere år har hun sloges med psykiske problemer, men har passet sit arbejde. Til sidst kom det dog til at fylde så meget, at hun blev fuldtidssygemeldt og fik en opsigelse.

”Jeg har kæmpet for ikke at melde mig syg, og da jeg blev fuldtidssygemeldt og opsagt fik jeg det endnu dårligere. Jeg følte, at det liv, jeg havde levet de sidste 25 år, var slut”, fortæller hun.

At Carina Gyldenbro alligevel stadig har et job skyldes et godt samarbejde mellem hendes leder, FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant og kommunens fastholdelseskonsulent.

12 timer om ugen laver hun kaffe, fylder uniformer og handsker op og sørger for frugt – eller som hendes kollega Henriette Mikkelsen siger: ”Alle de opgaver, man først lægger mærke til, når de ikke bliver gjort”.

”Nu kan jeg se mig selv være noget for nogen igen”, siger Carina Gyldenbro.

Henriette Mikkelsen var i fare for at miste sit job i som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen efter to kræftforløb. Første gang kom hun tilbage på fuld tid. Anden gang gik det ikke.

“Jeg tænkte, at det klarer jeg nok igen. Men denne gang havde jeg mange senfølger, nervesmerter og kroniske smerter. Jeg troede stadig, det blev bedre, og knoklede mig op på 30 timer. Men jeg var færdig, når jeg kom hjem og måtte bare sove”.

Det var først, da andre sagde fra på hendes vegne, at hun indså, hun måtte finde en ny vej.

“Jeg ville jo ikke give op. Men det her fastholdelses-fleksjob redder mig. Jeg arbejder 12 timer om ugen fordelt på tre dage. Det er overskueligt, selvom smerterne ikke er væk.”

For Henriette Mikkelsen handler det ikke kun om timer. Det handler om identitet.

“Man føler, man stadig har en værdi. At nogen har brug for én. Det er livskvalitet.”

Heidi Nedergaard er ligeledes social- og sundhedshjælper i Hvidovre Kommune.

Efter et langt udredningsforløb med hospitalsbesøg, bivirkninger, lammelser og migræneanfald, der lignede blodpropper, fik hun diagnosen sklerose.

“Jeg blev dårligere og dårligere, men jeg tænkte hele tiden: det går nok over. For folk sagde jo, at jeg ikke så syg ud,” fortæller hun.

Midt i det hele fandt lægerne en stor muskelknude i hendes underliv, som man i første omgang frygtede, var cancer.

Knuden viste sig at være godartet, men den giver nervesmerter og føleforstyrrelser i et omfang, så Heidi indimellem har svært ved at være i sin egen krop.

”Jeg har smerter, når jeg går, men jeg kan slet ikke holde ud at sidde. Jeg kan ikke kende forskel på kulde og varme, og jeg kan ikke have uniformsbukser eller almindelige sko på, fordi det gør ondt, når syningerne rører ved nerverne i huden”, fortæller hun.

Heidi Nedergaard slår fast, at arbejdet ikke skal have lov at tappe hende så meget, at hun ikke har kræfter til sin familie. Så hellere en fyreseddel. Men tanken om at lægge arbejdet helt bag sig, skræmmer hende.

”Jeg er meget social; jeg ville ikke kunne holde ud bare at være derhjemme. Så selvom jeg har ondt, når jeg er på arbejde, er mit job en slags medicin for mig. Borgerne hjælper mig, lige så meget som jeg hjælper dem”.

Også social- og sundhedshjælper Nicole Aroli er et eksempel på, at arbejdspladsen vil strække sig langt for at holde på gode medarbejdere.

Hun fik en arbejdsskade i 2019 og nåede at blive opereret tre gange, inden lægerne fandt ud af, hvad der var galt: Et manglende ledbånd i tommelfingeren og to oversete brud, som det på det tidspunkt var for sent at gøre noget ved.

”Jeg kan ikke løfte mere end to kilo med højre hånd”, fortæller hun.

De manglende kræfter i højre side betyder, at hun overbelaster sin venstre side og derfor slås med konstante smerter i skulderen.

”Jeg blev diagnosticeret med fibromyalgi i 2013, men jeg har stort set aldrig haft nogen sygedage, indtil jeg fik min arbejdsskade”, fortæller Nicole Aroli, der derfor også havde svært ved at acceptere, at hun ikke kunne blive ved.

”Den læge på Rigshospitalet, der gav mig den endelige lægeerklæring til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mente ikke, at jeg ville kunne holde til at arbejde overhovedet, og at jeg skulle søge førtidspension. Men det kan jeg slet ikke forestille mig”, erklærer hun.

Også for Nicole Aroli blev løsningen et fastholdelses-fleksjob. Nu arbejder hun 12 timer om ugen, fortsat som udekørende.

”Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved, men så længe jeg overhovedet kan, holder jeg fast. Jeg har været her i over 25 år og bor selv i mit distrikt. Jobbet er jo hele min identitet, og det betyder alt at have noget at stå op til om morgenen og føle, at jeg bidrager”.

”Jeg elsker at komme ud til de ældre, og jeg elsker at give. Det er jo sådan, vi er inden for vores fag”.

De fire kvinder fortæller samstemmende om oplevelsen af et system, der har været svært at navigere i.

Men de fortæller også om dem, der har gjort en forskel: En ny og dygtig leder. En sagsbehandler i jobcenteret, der forstod at lytte. En kollega, der sagde: “Det her kan du ikke mere”. En fællestillidsrepræsentant, der bakkede op og slog i bordet, og en fastholdelseskonsulent, der samlede trådene.

Ikke en kommunedame

“Jeg er ikke en kommunedame, og jeg er ikke en fagforeningsdame”, siger fastholdelseskonsulent Heidi Krimme. ”Jeg er her for at få parterne til at spille sammen, og jeg er optaget af, at vi får det til at lykkes”, forklarer hun.

Heidi Krimmes oplevelse er, at der er sket et skift.

”Mit samarbejde med FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant har gjort en markant forskel. Når jeg kommer rundt til lederne, kan jeg mærke, at flere og flere er begyndt at forstå, at det betaler sig at fastholde gode medarbejdere. I stedet for at presse syge, så de bliver endnu mere syge af frygt for at miste jobbet”.

”Jeg håber, at artiklen her kan være med til, at der kommer fokus på fastholdelse med skånehensyn”, siger Heidi Krimme.

”En god leder ser medarbejderne og deres behov, og heldigvis er Hvidovre Kommune en arbejdsplads, der er parat til at tænke nyt for at holde på dygtige medarbejdere. Vi har alle sammen nogle ressourcer, vi kan bidrage med, hvis vi får lov”.

Birgit Brylov, som har været FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant i Hvidovre Kommune siden 2016, kan tydeligt mærke, at der er kommet mere fokus på at fastholde medarbejdere og kompetencer.

”Det kan være svært, hvis mellemlederne kun ser kortsigtet på driften, men kommunen vil gerne, og centerchefen signalerer, at lederne skal gøre, hvad de kan for at holde på fagligheden”, fortæller Birgit Brylov.

Det burde være en selvfølge, at alle får lov at bidrage i det omfang, de kan, mener leder af hjemmeplejen, Charlotte Lauridsen.

For hende har det været helt oplagt, at de fire kvinder skulle bevare deres tilknytning til arbejdspladsen.

”Helt egoistisk har vi jo brug for alle de hænder, vi kan få. De er dygtige piger, som er med til at højne vores faglighed og kvalitet, og deres faglighed bliver jo ikke dårligere, fordi de kun her nogle få timer”.

”Men det handler først og fremmest om det menneskelige aspekt. Vi har alle sammen brug for at føle, at vi bidrager, og at vi er en del af noget større”, siger Charlotte Lauridsen.

”De har alle fire en lang erfaring, men jeg ville gøre det samme, selvom de ikke havde været her i mange år. Man skal ikke bare smide mennesker ud”.

FAKTA: Hvad er et fastholdelsesfleksjob?

• Et fastholdelsesfleksjob er en særlig ordning for personer med nedsat arbejdsevne, som allerede er ansat og risikerer at miste jobbet på grund af sygdom eller handicap.
• Målet er at fastholde medarbejderen i jobbet – på nedsat tid, med tilpassede opgaver eller ændrede vilkår.
• Arbejdsgiver og medarbejder aftaler sammen, hvordan jobbet skal tilpasses. Kommunen skal godkende ordningen.
• Man skal ikke ud af sin stilling først – i modsætning til almindelige fleksjob, hvor man skal opsiges, før man kan få støtte.
• Kravet er, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat, og at alle muligheder for at tilpasse arbejdet er afprøvet.
• Kommunen og jobcentret spiller en vigtig rolle i godkendelse og opfølgning.