FOA SOSUs meningsdannere markerede sig på Folkemødet
Tillidsvalgte fra FOA SOSU tog ordet på Folkemødet og satte fokus på faglighed, arbejdsliv og velfærdens fremtid.
Af: Camilla Pedersen og Anne Guldager
Hvordan sikrer vi fremtidens velfærd? Hvordan styrker vi det faglige miljø? Og hvordan får flere seniorer en værdig tilbagetrækning?
Det var nogle af de spørgsmål, som FOA SOSUs meningsdannere stillede skarpt på, da de deltog i årets Folkemøde på Bornholm.
Trænet til debat
FOA SOSUs meningsdannere er tillidsvalgte, der har gennemgået et intensivt tre-dages forløb forud for Folkemødet.
Her blev de klædt på til at markere sig i debatter, fremføre deres budskaber og give stemme til social- og sundhedspersonalets virkelighed.
Psykiatri og faglighed

Social- og sundhedsassistent Charlotte Eiberg, som er tillidsrepræsentant på et socialpsykiatrisk bosted i Tårnby Kommune, deltog i en debat om psykiatriens 10-års plan.
Hun fremhævede sin arbejdsplads som et positivt eksempel, hvor faglighed prioriteres, og hvor der er mange ansøgere, når der slås stillinger op.
Men hun pointerede også, at virkeligheden andre steder er langt mere presset – og spurgte:
“Hvordan vil man styrke det faglige miljø dér, hvor det halter?”
Efter debatten gik Charlotte Eiberg direkte til KL-direktør Christian Harsløf og opfordrede ham til at besøge og lære af de arbejdspladser, hvor det fungerer.
Charlotte Eiberg markerede sig desuden i en debat om seniorarbejdsliv med et klart spørgsmål:
“Hvorfor ikke skabe en fleksibel tilbagetrækning, hvor man gradvist kan gå ned i tid frem mod pensionen?”, lød det fra den travle meningsdanner.
Glem os ikke – brug os

Heidi Kelm Jensen, fællestillidsrepræsentant i Rødovre Kommune og social- og sundhedshjælper, deltog i en debat om sundhedsreformen og fremtidens Region Østdanmark. Hun advarede mod at lave alt om og opfordrede til at bruge de gode eksempler:
“Vi taler meget om læger og hospitaler, men det er mine kollegaer, der skal stå helt tæt på borgerne.”
Social- og sundhedsassistent Dennis Blom Hansen, fællestillidsrepræsentant i Albertslund Kommune, supplerede:
“Husk vores faggrupper. Brug os – vi vil gerne være med. I må ikke glemme os til fordel for de faggrupper, I er mere vant til at samarbejde med.”
Seniorer og pension: Hvorfor straffes deltidsarbejde?

I en debat om pension var Dennis Blom Hansen på banen igen.
Han beskrev, hvordan mange af hans kollegaer i hjemmeplejen og på plejehjem kæmper for at få familieliv og arbejde til at hænge sammen – på bekostning af en ordentlig pension.
“Kan man ikke forestille sig en model, hvor man får fuld pension – også selvom man arbejder deltid i en periode?”, spurgte han.
Politisk svigt

Social- og sundhedshjælper Jane Dippel, tillidsrepræsentant i Tårnby Kommune, satte ord på mange medarbejderes frustration i en debat om rekruttering af kernetropper:
“Det kan godt være, vi skal balancere fortællingerne om at arbejde i den offentlige sektor – og også fortælle om det meningsfulde i arbejdet. Men er det ikke et politisk svigt, der har gjort, at vi er nødt til at fortælle de virkelige historier om, hvad færre ressourcer har betydet?”
Jane Dippel understregede, at gode fortællinger ikke er nok, hvis arbejdsglæden og lysten til at blive i faget mangler.
Barn syg bør være en ret

Også social- og sundhedsassistent Katja Salomonsen, der er fællestillidsrepræsentant i Lyngby-Taarbæk Kommune, var til Folkemøde.
Her satte hun i en debat fokus på en konkret udfordring i hverdagen, som både hun selv og mange af hendes kolleger har stået med:
“Jeg har mulighed for barn syg – men det er ikke ret. Det betyder, at jeg har prøvet at få et nej. Hvad gør man så?”
Panelet kvitterede for spørgsmålet som både stærkt og vigtigt.
God ledelse kræver tillid

Maria Konstantinidou, medlem af FOA SOSUs politiske ledelse, stillede skarpt på ledelsens rolle i en debat om rekruttering og fastholdelse:
“Hvorfor er ledelserne i det offentlige ikke bedre rustet til de kæmpestore opgaver, der venter?”, spurgte hun.
Maria Konstantinidou understregede behovet for ledelse, der bygger på tillid og frisætter medarbejdernes faglighed.
Panelet anerkendte, at god ledelse er afgørende – og kræver mere fokus og fælles retning.
Politikere fik noget med hjem
Alt i alt blev det – igen – et Folkemøde, hvor FOA SOSUs meningsdannere satte vigtige aftryk.
Målet med fagforeningens deltagelse i Folkemødet er, at politikere og arbejdsgivere, skal blive klogere på, hvordan hverdagen på velfærdsområdet ser ud – set med medarbejdernes øjne.
Det mål blev nået.