• Læs op
• Udskriv

Vi hører det igen og igen: Der mangler uddannet SOSU-arbejdskraft, og problemet bliver ikke mindre i de kommende år. Tværtimod.

Derfor skulle man tro, at arbejdsgiverne vil strække sig langt for at tiltrække nye medarbejdere og holde på dem, de har.

Sådan ser virkeligheden dog ikke nødvendigvis ud.

Der er medarbejdere, der oplever at måtte sige nej til et job eller sige op, fordi hverdagen ikke kan hænge sammen – for eksempel fordi de ikke kan nå at aflevere børnene i institution, inden de skal være på arbejdspladsen.

Sådan var situationen for social- og sundhedshjælper Tina Reicher Lundbøl, da hun blev ansat i Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmepleje.

”Jeg var blevet skilt fra børnenes far og havde ikke bil, så de uger, jeg havde børnene, var det umuligt for mig at være på arbejdspladspladsen før kl. 7.45, når institutionen først åbnede kl. 7, og jeg skulle videre med bussen”, fortæller hun.

Tina Reicher Lundbøl gjorde derfor allerede ved ansættelsessamtalen klart, at hvis ikke arbejdstiden kunne skubbes et kvarter hver anden uge, kunne hun ikke sige ja til jobbet.

Tina Reicher Lundbøl fik det, som hun ville have det, og da aftalen nogle år senere kom i fare, stod hun fast hun igen.

”Jeg fik at vide af min leder, at der var flere, som ønskede samme aftale, men at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor ville man opsige min aftale, så der ikke blev gjort forskel”.

Tina Reicher Lundbøls svar var, at så ville hun være nødt til at skifte job. Det gjorde indtryk, og hun beholdt sin aftale.

Siden har familiens behov ændret sig, og arbejdspladsen har igen vist sig fleksibel. I de uger, børnene er hos hende, arbejder Tina Reicher Lundbøl færre timer, og i de modsatte uger flere timer.

Desuden arbejder hun ikke i de weekender, hvor hun har sine børn, men i et 2/4-rul, som i gennemsnit svarer til hver 3. weekend ligesom kollegerne.

”Jeg er glad for, at det har kunnet lade sig gøre for mig, og jeg synes, at det er ærgerligt, at der er nogle, der må sige nej til et job, fordi deres behov for fleksible løsninger ikke bliver imødekommet”.

”Driften skal selvfølgelig hænge sammen, og vi kan ikke alle sammen have særlige aftaler, men mange gange er det ikke ret meget, der skal til, for at hverdagen kan hænge sammen”.

Social- og sundhedshjælper Waleed Hamady var i samme situation som Tina Reicher Lundbøl.

Hans søn, som har autisme, bliver kørt i taxa til sin specialskole, og en af forældrene er nødt til at vente sammen med ham om morgenen, til taxaen dukker op.

”Min kone afleverer vores anden søn i skole og vores datter i vuggestue, så det er mig, der bliver hjemme, til taxaen kommer. Jeg ville ikke kunne nå at være på arbejde kl. 7.30”.

”Min leder har heldigvis hele tiden været meget forstående, så det var ikke noget problem at få lov at skubbe min arbejdstid”, fortæller Waleed, der begynder og slutter sin arbejdsdag et kvarter forskudt fra sine kolleger.

Der er gået fem år, siden Waleed Hamady begyndte i jobbet, og hans søn er i mellemtiden blevet 14 år. Men han har stadig brug for den stabilitet, det giver om morgenen, at han ikke skal vente alene.

”Det burde være en selvfølge, at der blev taget den slags hensyn”, mener medlem af politisk ledelse i FOA SOSU Jannie Hagbo.

"Alligevel oplever vi stadig ledere, der straks afviser muligheden med henvisning til driften i stedet for at undersøge, hvordan der kan findes en løsning," tilføjer hun.

"Heldigvis ser vi en positiv udvikling, hvor flere får mulighed for fleksible arbejdstider, men desværre er der stadig mange, der rammer en mur, når de beder om tilpasninger."

”Jeg forstår det simpelthen ikke. Driften kan jo netop ikke hænge sammen, hvis man ikke kan holde på kvalificeret arbejdskraft”.