Hvad er arbejdsglæde for dig?

Formand Tina Græsteds leder fra medlemsbladet FOA SOSU nr. 1 2023

På generalforsamlingen i november sidste år vedtog vi, at fagforeningens overordnede fokus i det kommende år skal være fastholdelse og rekruttering.

I dette blad kan du læse om Jette, som selv har været med til at skabe sin egen seniorordning ved at gå lidt op i tid for at få en mindre stressende arbejdsdag.

Der er brug for konkrete og handlingsorienterede seniorvilkår, for det er ikke et spørgsmål, om vi skal fastholde seniorerne, men om hvordan.

Fastholdelse og rekruttering handler om vilkår. Uanset alder.

Egentlig vil jeg helst ikke bruge ordet fastholdelse, for det lyder som tvang.

Kunsten er ikke at holde folk fast, men at holde på dem ved at tilbyde nogle forhold, de kan holde ud – og ikke mindst holde af – at arbejde under.

For Jette var løsningen flere timer, for andre er det måske noget andet, der skal til, hvis de skal få lyst og have kræfter til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Det kan den enkelte bedst selv svare på.

Men der er også en stor fællesmængde af ting, der skal være til stede, for at vi synes, vi er på en attraktiv arbejdsplads, hvor vi kan mærke arbejdsglæden.

På fagforeningens generalforsamling i november bad vi deltagerne om – helt lavpraktisk – at fylde en tavle med ord om alt det, der skaber arbejdsglæde.

Noget af det, der gik igen, var tid til opgaven, faglig udvikling og tillid til kompetencer.

Ved at tale mere om arbejdsglæde og mindre om fastholdelse, vender vi perspektivet fra arbejdsgivernes behov for, at vi bliver, til medarbejdernes lyst til at blive.

På midtersiderne i dette blad kan du se en plakat med nogle af de mange input fra generalforsamlingen.

Den vil vi bruge til at fortælle arbejdsgiverne, hvad det er, de skal skrue op for, hvis de skal have deres behov for vores arbejdskraft opfyldt.