• Læs op
• Udskriv

Dora Tøttrup var kun 14 år, da hun begyndte på arbejdsmarkedet som ung pige i huset. I dag er hun 80 år, arbejder i hjemmeplejen og er frisk som en havørn.

Under interviewet sidder hun med knæene foldet op under hagen og de bare fødder på stolen.

Hun er i afklippede cowboybukser og T-shirt og virker på alle måder, som om der må være en alvorlig fejl i hendes CPR-nummer.

Men den er god nok.

”Tænk engang - jeg har været hjemmehjælper for Ib Mossins mor”, griner Dora Tøttrup med henvisning til 50’ernes store, danske filmhelt, der blandt andet blev kendt som Søs’ kæreste i de første ”Far til 4”-film.

Ville kede sig

Dora Tøttrup arbejder i den del af den københavnske hjemmepleje, der holder til i Vanløse. Hun er fastansat 22 timer om ugen, hver torsdag til søndag. Enkelte borgere kommer hun fast hos, men i weekenderne kører hun rundt i hele distriktet.

”Jeg kender alle borgerne”, erklærer Dora Tøttrup, der aldrig har været ude for, at en borger eller pårørende har givet udtryk for, at hendes alder var et problem.

”Jeg fortæller det kun, hvis folk spørger. Nogle undrer sig over, at jeg ikke stopper, men jeg har det jo godt, og min leder siger, at hun ikke vil af med mig”. 

Hun har forkælet sig selv med en el-cykel, og hendes ønske om ikke at have for meget rengøring bliver respekteret, men Dora Tøttrup oplever ikke, at fysikken spænder ben for, at hun kan yde det samme som sine kolleger.

”Arbejdet i hjemmeplejen er langt fra så fysisk hårdt som tidligere, hvis man overholder reglerne og passer på sig selv. Vi har hjælpemidler til det tunge, og der er mere rehabilitering og mindre pleje. Det er ikke fysisk hårdt at sidde ved siden af og guide, når en borger vasker sig selv”.

God til at sige fra

Dora Tøttrup har prøvet meget Dora Tøttrup har prøvet meget i sit arbejdsliv. Efter tre år som ung pige i huset blev hun uddannet barneplejerske, hvorefter turen gik fra en børneafdeling på et sanatorium i Jylland til en fødeklinik i hovedstaden.

I Københavns Kommune har hun blandt andet i en årrække været ansat som leder i hjemmeplejen, inden et sporskifte som undervisningsassistent på en teknisk skole.

I 2004 kom Dora Tøttrup efter to år på efterløn tilbage til den københavnske hjemmepleje.

”Jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme hele tiden. Jeg har brug for det sociale. Hvis jeg holdt op i morgen, ville jeg kede mig”.

Inden længe kan hun fejre 40 års jubilæum i kommunen, men fordi hun har været til og fra, kræver det et større regnestykke at finde den præcise dato.

Flere vil gøre det samme

Fordi arbejdet i hjemmeplejen ikke er så fysisk belastende som tidligere, tror Dora Tøttrup, at der fremover vil komme flere, der som hun, gerne tager nogle år ekstra på arbejdsmarkedet.

”Jeg har en kollega på 72 år. Hun siger, at når jeg kan, kan hun også”.

Det handler dog langt fra kun om fysisk belastning, hvis man skal kunne holde til arbejdet i hjemmeplejen i så mange år, mener hun.

”Det psykiske er lige så vigtigt som en stærk fysik. Jeg er ikke en, der tager borgernes problemer på mig og tager dem med hjem. Hvis man gør det, kan man ikke holde til det. Jeg har altid været lidt af en rebel og er god til at sige fra, og det er nok det, jeg overlever på”.

Men det vigtigste er, at man er på en god arbejdsplads, understreger hun.

”Her har vi det rigtig godt socialt; jeg har kørt som vikar og været steder, hvor stemningen har været iskold. Vi har en fantastik leder, og her en meget stor lydhørhed, hvor vi selv kan være med til at beslutte, hvordan vi samarbejder omkring borgerne. Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle holde op”.