Både socialt og tværfagligt er fællesskabet på Televænget stærkt. Det mener både socialpædagog Gitte Funch, ergoterapeut Sebastian Frost samt Charlotte Eiberg og Louise Betak, der begge er social- og sundhedsassistenter.
Foto:
Anne Guldager
Tværfaglighed på Televænget
At arbejde tværfagligt kræver vilje til dialog og respekt for andres faglighed og dømmekraft. Den har de på bostedet Televænget.
Af: Anne Guldager
Hvis man vil arbejde med en udfordrende patientgruppe i et tværfagligt miljø, skal man komme til Televænget i Tårnby.
Det mener fire medarbejdere, der derfor har sat medlemsbladet FOA SOSU i stævne for at fortælle om deres arbejde – og ikke mindst samarbejde.
Charlotte Eiberg og Louise Betak er begge social- og sundhedsassistenter, mens Sebastian Frost og Gitte Funch er henholdsvis ergoterapeut og socialpædagog.
Gitte Funch er den af de fire, der har været længst på Televænget. Hun kan huske, hvordan det var, før botilbuddet begyndte at tænke tværfagligt.
”Her har hele tiden været ansat social- og sundhedsassistenter, men vægten var på det pædagogiske. For omkring 10 år siden begyndte vi at tænke tværfagligt og ansætte flere faggrupper, og det har givet meget. Du ser helheden omkring beboeren på en anden måde”, forklarer hun.
Hænderne i lommen
De fire kolleger fortæller, hvordan de hver især byder ind med deres faglige baggrund, men også om hvordan de lærer af hinanden, så kompetencerne overlapper og giver en anden fleksibilitet og et større helhedssyn.
”Jeg har for eksempel skullet lære ikke at komme med løsningerne, men lade beboerne finde dem selv”, forklarer Charlotte Eiberg.
”Som social- og sundhedsassistenter er vi meget handlingsorienterede, men nogle gange skal man beholde hænderne i lommen. Jeg kan godt mærke, hvis jeg bliver for assistentagtig”, griner hun.
Dermed ikke sagt, at de sundhedsfaglige kompetencer er overflødige på Televænget, understreger Gitte Funch.
”Jeg har fået et kursus, så jeg kan udlevere medicin, men jeg ved ikke nok om at skifte et sår og vil ikke tage ansvaret for et blodtryk. Og jeg får heller ikke øje på en urinvejsinfektion eller mistanke om en lungebetændelse. Man skal kende rammerne om sin mono-faglighed for at kunne arbejde tværfagligt”.
Vilje til dialog
”På min gamle arbejdsplads arbejdede vi flerfagligt. Vi havde alle sammen vores mono-faglighed, men vi blandede dem ikke, og vi tog beslutninger i forlængelse af hinanden”, siger Sebastian Frost. ”Det her med at være tværfaglig og kunne bruge hinandens fagligheder, det betyder rigtig meget”.
En vigtig forudsætning for at lykkes med det er viljen til dialog, mener han.
”Det er super vigtigt, at man har en kultur, hvor det er i orden at spørge. Jeg kan være med til at skabe kulturen ved selv at stille de dumme spørgsmål, for eksempel om hvorfor en borger får medicin. Og omvendt skal jeg så også signalere, at det er ok, at folk stiller spørgsmål ved min egen måde at gøre tingene på”.
”Man bliver udfordret på sin faglighed. Jeg ser for eksempel ikke de samme ting som Sebastian, og det er jo ret lærerigt, selvom man nogle gange skal bide lidt i rattet, mens man kører hjem”, griner Charlotte Eiberg.
I skyggen af hjemmeplejen
Charlotte Eiberg er glad for at arbejde i socialpsykiatrien, men der er også ulemper, slår hun fast.
”Det føles som om, vi lever lidt i skyggen af hjemmeplejen, der får det meste af kommunens opmærksomhed. Vi ville gerne have mulighed for kompetenceudvikling, men alle kursusmidler bruges på vores fælles supervision hver tredje måned”.
”Tårnby har en fin strategi for fastholdelse, men kompetenceudvikling bør være en del af den, ellers bliver folk her ikke. Vi har meget stor udskiftning. Vi har en fantastisk leder, der gerne vil en hel masse, men vi savner noget opbakning fra kommunen”.
I det hele taget halter psykiatrien bagud i både kommuner og regioner, mener hun.
”Hvis man får kræft, er der ingen grænser – med pakkeforløb, tilbud om rygestopkurser og kostvejledning, efteruddannelse til personalet og ikke mindst prestige”.
”Til gengæld er der et særligt kollegialt fællesskab i psykiatrien, fordi vi er afhængige af hinanden på en anden måde og skal stole 100 procent på hinanden. Og så holder jeg af de skæve mennesker, der bor her. Man bliver jo holdt lidt oppe på tæerne, fordi man ikke bare kan tage udgangspunkt i, hvad der er normalt. Normalt for mig er noget, og normalt for vores beboere er noget andet”, siger Charlotte Eiberg.
”Normalt er kedeligt”, tilføjer Louise Betak.
Fakta om Televænget
Kollektivboligerne Televænget er et socialpsykiatrisk botilbud i Tårnby Kommune med 29 pladser til mennesker med en psykisk lidelse, som har brug for hjælp i hverdagen.
På Televænget er ansat pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeut, og psykolog.