Med corona stiger presset

Med coronaen kom angsten, og med angsten daler evnen til at kunne forstå andres motiver. Det mener psykolog Dorthe Birkmose, der dog også tror, at krisen kan føre flere gode ting med sig.

Coronaen har i den grad sat dagsordenen det seneste halve år. I januar var den eksotisk og fjern – noget, som kun ramte i Kina, og noget der var svært at identificere sig med. I dag er den flyttet helt ind i vores hjem og på vores arbejdspladser, og angsten for at blive smittet eller selv at smitte andre er flyttet med.

Psykolog Dorthe Birkmose har i mange år beskæftiget sig med, hvad der sker med mennesker, blandt andet på social- og sundhedsområdet, når de føler sig magtesløse. 

Hun har talt og skrevet om, hvordan dårlige arbejdsbetingelser kan slide på mennesker og få os til at reagere på følelsen af afmagt ved at ”tage magten” og blive mindre tilbøjelige til at forstå og rumme andre mennesker. 

Det er det, der i en vis forstand kan være på spil under coronakrisen, mener hun. 

Angsten for en ukendt hverdag

”I forbindelse med coronakrisen har medarbejdere på social- og sundhedsområdet skullet håndtere angsten for smitte, samtidig med, at mange har skullet arbejde med andre borgere og patienter, end de er vant til. De har skullet omstille sig til en ukendt hverdag med kaos, samtidig med, at de har skullet passe deres arbejde”, siger Dorthe Birkmose. 

”Det er hårdt hver dag at træde ind ad døren på sit arbejde og tænke ”er det i dag det sker?”. Og samtidig oplever mange, at de ikke kan give borgerne den omsorg, der måske er endnu mere brug for nu end til daglig, fordi borgerne ikke kan have kontakt med deres pårørende. Det er en kæmpe belastning”.

Uforudsigelighed og utryghed

Den ekstra belastning er sammen med angsten - for både hverdagen og for fremtiden - opslidende og udmattende, og det slider på det mentale overskud til at kunne rumme andre mennesker, mener Dorthe Birkmose.

Det kommer blandt andet til udtryk på arbejdspladserne, når konstant skiftende retningslinjer øger følelsen af uforudsigelighed og utryghed.

”Der er kommet et hav af nye retningslinjer, der er skiftet flere gange. Jo flere regler, der kommer, jo mere stiger angsten for regelbrud. Det kan føre til masser af konflikter, hvis man ikke forsøger at forstå, hvorfor andre gør som de gør”.

Hvis en medarbejder holder fast i sin ret til at give et kram, selvom retningslinjen dikterer to meters afstand, er der grobund for en konflikt, hvis ikke begge parter prøver at forstå den andens bevæggrunde, forklarer Dorthe Birkmose.

”På en arbejdsplads vil der altid være både slappere og strammere. Men i en tid, hvor retningslinjer skifter hele tiden, bliver konflikten tydeligere, og hvis det ikke skal ende med at gå ud over tonen på arbejdspladsen, kræver det, at den enkelte bliver opmærksom på både sine egne og andres motiver”, mener hun.

”Det er overraskende kraftfuldt for os mennesker, når vi synes, at andre menneskers motiver giver mening. Det at prøve at forstå andre mennesker, behøver ikke at betyde, at man skal være enig med dem”.

Ifølge Dorthe Birkmose kan både det at bryde en retningslinje og det at holde fast i den være en måde at tage magten tilbage som en reaktion på afmægtighed. Og kun hvis begge parter kan rumme dét, kan man komme konflikten i forkøbet.

Konflikter kan bide sig fast

Bliver der ikke skabt en dialog, om de konflikter, der udspiller sig i denne ekstra pressede tid, kan de bide sig fast – også efter den dag, hvor selve virussen er under kontrol, advarer Dorthe Birkmose.

”Hvis vi ikke forsøger at forstå hinanden, vil der være en ting, der hænger ved. Der vil opstå noget om, hvem der gjorde som der blev sagt, hvem der ikke gjorde; hvem der tog ekstra vagter, hvem der sygemeldte sig, og hvem der holdt sig på kontoret”. 

Men coronakrisen kan dog også føre flere gode ting med sig, tilføjer hun.

Under coronakrisen kan man have set kolleger og ledere reagere på måder, hvor man fik en ny respekt for dem. Og gamle personalekonflikter kan have lagt sig, når man pludselig har stået i en alvorligere situation, hvor man skulle håndtere et fælles problem sammen. Så der er også håb”.

Dorthe Birkmose har desuden det håb, at krisen rent organisatorisk vil være en vej tilbage til kerneopgaven, så også følelsen af afmagt i en normaliseret hverdag kan blive mindre.

”Vi har jo set, hvor hurtigt det har kunnet gå med omstillingen, fordi man slap medarbejderne fri og satte pseudoarbejdet på pause. Jeg hører fra mange, at det faktisk har givet dem en ny arbejdsglæde, fordi der er frigivet ressourcer til det borgernære arbejde”.