Tillykke til FOA Odenses Velfærdstalenter

Ud af flere hundrede nominerede FOA medlemmer, har PenSam og FOA Ungdom nu udvalgt årets 100 Velfærdstalenter. I FOA Odense er vi fantastisk glade for, at ikke mindre end 8 af Velfærdstalenterne er medlemmer i vores afdeling.

Velfærdstalenterne blev hyldet af PenSam og FOA den 27. maj ved et online arrangement, hvor Social- og Ældreministeren holdt tale for Velfærdstalenterne.

I den kommende tid vil vi besøge vores Velfærdstalenter og høre deres beretninger fra hverdagen. 

 

Herunder kan du læse kollegernes nomineringer af vores Velfærdstalenter:

Mathilde Ingildsen, dagplejer i Assens kommune

Mathilde Ingildsen 

Mathilde skal nomineres, da hun altid gøre en ekstra indsats, og brænder for sin titel som dagplejer, hun har altid sit gode humør med og fuld af gode ideer. Hun tager forskellige kursus inden for området som dagplejer. Og er nu også suppleant som TR. Mathilde formår også at gøre en helt særlig indsats for de dagplejebørn som har behov for lidt ekstra. Hun ser muligheder frem for begrænsninger.
Hun er en god og vellidt kollega og dagplejer.

 

Martin Smith Hansen, SSH Assens Kommune

Martin Smith Hansen 

Martin er en utrolig engageret og vellidt medarbejder og kollega.
Martin møder altid glad og veloplagt på arbejde.
Følgende beskriver nok bedst Martins store engagerede hjerte:
Hver morgen, når Martin er på arbejde, lægger han et marabou hjerte i en meget dement beboers havregrød, som langsomt smelter og bliver større inden serveringen.
Der er flere beboere, der har givet udtryk for stor glæde, når de hører, at det er Martin, der med sin varme og rolige stemme siger godmorgen.
Martin er ikke kun omsorgsfuld over for beboerne. Han spørger ofte til kollegaers og leders velbefindende og bidrager aktivt til et bedre psykisk arbejdsmiljø.

 

Anja O’Brien Frøslev, SSH Odense kommune

Anja O'Brien Frøslev

Anja er en ildsjæl, som brænder for at give de allermest sårbare mennesker støtte til at leve det bedste liv i hver deres situation og på deres præmisser. Disse mennesker lyser klart i hendes nærvær. Anja er nyuddannet i 2020 og allerede på dag 1 med ansættelsesbrev i hånden, gik hun 100% ind på arbejdspladsen med et engagement og et ansvar som hun påtog sig, som havde hun ikke lavet andet de seneste 20 år.
Enhver beboer udviser glæde og tryghed i hendes nærvær. Hun er deltagende i egne nære kollegaer, tager ansvar for den nære arbejdsplads, samt for hele organisationen Odense Kommune. På 8 mdr. har Anja en kort tid været ansat som dagvagt, hvilket er hendes fortrinsvise ønske, kort efter skulle der lappes et akut hul i aftenvagten – dette påtog Anja sig. Pludselig gik et privat plejecenter konkurs og Odense Kommune skulle påtage sig opgaven omkring plejen af disse beboere. Hen over natten tog Anja opgaven og meldte sig til at skifte arbejdsplads for denne periode. Det har været en kæmpe udfordring, men Anja har klaret den til fulde.
Hvis man spørger Anja ”hvorfor”, så er svaret – ”fordi det giver mig en stor læring og jeg udvikler mig og dernæst alle disse sårbare borgere har jo brug for os.”
Anja er en kæmpe gave til dette fag – jeg er stolt over, at hun netop er min kollega.

 

Heidi Voxen Mortensen, SSA OUH

Heidi Voxen Mortensen 

Heidi har været ansat i Kirurgisk Afdeling A Operationsafsnit siden marts 2018. Hun er eneste social- og sundhedsassistent blandt 41 operationssygeplejersker. Heidi varetager usteril assistance og pendlerfunktion i afsnittet.
Vi kender Heidi som en god og stabil kollega, der møder med godt humør, en positiv indstilling til dagen og masser af gå-på-mod. Hun er meget opmærksom på sine kollegaer og giver gerne en hånd, hvor det er nødvendigt.
Heidi er fagligt velfunderet og er hurtig til at lære nye færdigheder. Hun forholder sig nysgerrig og undrende i forhold til operationssygeplejen, og kommer gerne med forbedringsforslag til arbejdsgange. Hun opleves som meget omstillingsparat. Heidi er bevidst om egne kompetencer og stiller sig meget villig til at udvikle og udvide sit kompetence-felt.
Heidi er patienternes SSA – man mærker tydeligt, at hun vil dem det bedste og yder sygeplejen på omsorgsfuld og professionel vis. Hun er god til at skabe kontakt og tillid til såvel den voksne patient og deres pårørende som til vores børnepatienter og deres forældre i det forholdsvis korte møde, der er på en operationsgang.
Heidi er god til at tage vare om nye kollegaer og studerende i afsnittet. Med sin positive tilgang og sit gode humør, skaber hun et godt og roligt miljø, hvor den nye kollega kan føle sig tryg og være læringsparat. Hedi er god til og meget villig til at lære fra sig.
Heidi er en vellidt og respekteret medarbejder i A Operation netop fordi, hun hver dag yder:

  • Velfærd for patienterne og deres pårørende
  • Velfærd for kollegerne
  • Velfærd for samarbejdspartnere
  • Velfærd for afdeling A

Vi sætter pris på Heidi – hun er et velfærdstalent.

 

Line Just Larsen, SSH Assens kommune

Line Just Larsen 

Line, der er social- og sundhedshjælper her i Bo-enheden Kildebakken, er en meget vellidt og faglig dygtig kollega. Hun er en stor ildsjæl, der fortjener at få et stort skulderklap og blive hyldet med dette flotte bevis på, at hun er et velfærdstalent.
Line er altid klar til at hjælpe, der hvor der er brug for det og hun er der 100% både for beboer, kollegaer og pårørende. Hun formår, i en til tider travl hverdag og med Corona restriktioner, at holde hovedet koldt og bevare overblikket. Hun er altid glad, har altid et smil på læberne og hun giver tit et skulderklap til os andre. Dette bidrager i stor grad til det gode arbejdsmiljø, den store arbejdsglæde og trivsel der er her i Bo-enheden Kildebakken.
Line sprang uden betænkning, til som praktikvejleder, da vi pludselig stod uden vejleder til vores social- og sundhedshjælperelever. Dette gjorde hun uden nogen form for praktikvejlederuddannelse. Hun har et stort engagement i elevernes trivsel og læring. Hun støtter og vejleder eleverne på bedste vis og hun er meget opmærksom på, at uddanne eleverne til at kunne matche opgaverne og indgå i det gode kollegaskab.
Line er blevet tilbudt en praktikvejlederuddannelse, men har takket nej tak, da hun hellere vil uddanne sig til social- og sundhedsassistent, hvilket hun starter på til september.
vi er alle utrolig glade for og stolte af, at arbejde sammen med Line, for hun gør os alle bedre og giver beboerne en dejlig hverdag.

 

Minna Madsen, SSA Assens kommune

Minna Madsen 

Minna er et velfærdstalent fordi hun altid har rejst sig fra asken, hun har haft en problematisk barndom og folkeskole tid alligevel har hun aldrig givet op, hun har altid sat en ære i at kunne klare sig selv økonomisk og har arbejdet skifte hold på fabrik indtil hun fandt sin plads i livet som ssh, jeg lærte Minna at kende da hun som nyudlært ssh startede på det plejehjem, jeg selv arbejdede på som ssh. Aldrig har jeg haft en kollega der var så grundig og nærværende, hun kan se hvad borgeren har behov for inden de selv har set det, og hun kan finde glæden til at gøre hverdagen lys og sjov. Da jeg ville læse videre fik jeg Minna slæbt med på den rejse hun var meget tilbageholdende, da hun ikke troede hun kunne klare det boglige, men hun stod alle udfordringerne igennem, og hun er blevet som forudset en 1. Klasses SSA så fagligt stærk at hun på bare 1 måned i den hjemmepleje gruppe hun er i har optjent mere respekt og snilde end hvad de faste har kunnet formå på flere år, hun er vellidt men kender styrken i også at være den der ikke nødvendigvis er vellidt men respekteret ude ved borgeren. Hun er aldrig bange for at tage konflikterne up front med kollegaer, pårørende eller borgerne for at yde den fagligt stærkeste støtte. Hun sikre sig altid flere gange at det hun gør ikke bare er korrekt men også det bedste for borgeren og hun tager gerne konfrontationerne med lægerne når hun ser at der er noget uhensigtsmæssigt hos borgeren.
Minna har på sine 3mdr i assens hjemmepleje gjort Assens til et bedre sted at være og et sikre sted at bo.

 

Rikke Hansen, SSA Odense kommune

Rikke Hansen 

Rikke har hjertet på rette sted og gør altid en masse ekstra for at gøre tilværelsen bedre for beboerne og kollegaerne på Fangelvej. Rikke er medskabende til et godt arbejdsmiljø som AMR og kæmper for at alle skal høres, ses og forstås.
I arbejdet med beboerne udviser Rikke stort engagement og planlægger en masse stjernestunder – alt lige fra kreative værkstæder med klip og klister, wellness-aftener med fodbad og massage/sansestimuli til stemmekuponer til fx Melodi Grand Prix.
Rikke forstår at samle folk om noget rart, hvor de føler sig inkluderet og derfor er Rikke særlig vigtig og fortjener at blive hyldet.

 

Stine Marie Johansen, SSA Odense kommune

Stine Marie Johansen 

Stine er helt igennem fantastisk til sit job - hun møder hver dag glad og smilende på arbejde. Hendes glæde og professionalisme smitter i den grad af på hendes kollegaer der nyder godt af hendes måde at gå til opgaver på. Stine drager omsorg, ikke kun for beboerne men også for hendes kollegaer - hun sender dig gerne lige en sms for lige at sikre du er okay og har haft en god dag. At se det hele menneske er et af Stines' spidskompetencer som social og sundhedsassistent på et pædagogisk bosted, hun inddrager beboerne på en måde som er prisværdig og øger deres livskvalitet. Hun husker fødselsdage, mærkedage og kan gøre en helt almindelig kedelig hverdag til en fest. Stine er faglig stærk og hende man altid kan bede om hjælpe eller have god faglig sparring med. Stine gør en forskel for de mennesker hun kommer i kontakt med.