Flere ældre i Odense - hvad med plejen?

Det er dejligt at flere og flere odenseanere lever længere, men det er en udfordring for kommunens budgetter i Ældre- og Handicapforvaltningen.

De økonomiske prognoser for de kommende år skaber bekymrede panderynker hos Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark og FOA Odense. Ifølge budgetberegningerne stiger antallet af ældre medborgere i Odense markant, fra 33.772 personer i 2017 til 35.448 i 2020. Antallet vil stige yderligere frem til 2026, særligt i gruppen fra 80 til 89-årige. Vi kan se på udviklingen, at de ældre medborgere er relativt raske og velfungerende, men vi ved også, at med alderen stiger risikoen for at udvikle demens eller kronisk sygdom. Lidelser som er meget behandlingskrævende.

Ifølge kommunes budget vil de økonomiske konsekvenser af den voksende gruppe ældre betyde, at udgifterne til dette område øges fra 22 millioner i 2017 til 43 millioner i 2018, 66 millioner i 2019 og 88 millioner i 2020. En firdobling på bare fire år.

Samtidig har den kommunale ældrepleje den udfordring, at borgerne bliver behandlet hjemme i stedet for på hospitalerne. Indlæggelsestiden på sygehusene er blevet meget kortere, og det betyder at opgaverne i kommunens ældrepleje bliver flere og nogle af opgaverne er mere komplekse end tidligere.

 
Allerede i dag har medarbejderne på disse områder meget travlt, og fagligheden bliver konstant udfordret. Vi frygter, at de generelt øgede udgifter vil betyde, at der ikke kan blive tilført midler nok til ældreområdet, så der fremover vil være medarbejdere nok til, at fagligheden kan opretholdes i en værdig ældrepleje.

De skattestigninger i Odense Kommune, der er afsat til velfærd, kommer på ’overarbejde’, hvis den stigning, der skal afsættes på budgettet skal honoreres. Uden en skattestigning havde det set meget sort ud for velfærden på ældreområdet.

Det er godt, at Odense Kommune har lavet et budget, man kan forholde sig til med relevante tal og en realistisk fremtidsprognose. Men vi undrer os over, at politikerne på Christiansborg stadig ikke kan se, at den demografiske udvikling i kommunerne kræver, at der bliver afsat flere midler. I det hele taget kan vi ikke forstå den underprioritering, der foretages på landsplan af velfærden. En underprioritering, der især rammer ældreområdet.

Hvornår lærer økonomerne, at velfærd ikke skabes i regneark, men i mødet med borgerne? Og at det ikke er muligt at styre en forvaltning, på samme måde som en bilfabrik. Både borgere og kommunes personale er mennesker, der fortjener respekt. Der er brug for fleksibilitet og behovsbaseret pleje på ældreområdet.

Når borgerkontakten reguleres af regneark, går omsorgen for den enkelte ofte tabt!