København vil kontrollere udlicitering

København har gennemført en evaluering af de 19 opgaver, som kommunen har udliciteret i 5-års perioden 2007-11. Rapporten vurderer, at kommunen har tjent ca. 97 mio. kr. på udliciteringerne, og at opgaverne bliver løst tilfredsstillende.

Men evalueringen er kun baseret på oplysninger fra kommunens egne forvaltninger – medarbejdernes syn på sagen er helt fraværende.

Kun en enkelt af kommunens syv forvaltninger tjekker, hvordan det går med de tidligere medarbejdere. Derfor resulterer evalueringen i mere kontrol med de opgaver, som kommunen vælger at udlicitere.

”Vi vil være sikre på, at de ansatte også har overenskomstmæssige løn- og arbejds-forhold, når vi udliciterer,” siger overborgmester Frank Jensen til foa.dk.

KLS-næstformand Mimi Bargejani kalder Frank Jensens udtalelse for hyklerisk. For hun oplevede ikke, at Københavns Kommune sikrede medarbejderne, da Kultur- og Fritidsforvaltningen sidste år udlicitere et stort antal rengøringsopgaver:

- Vi forsøgte flere gange at få skrevet ind i udbudsmaterialet, at medarbejderne skulle sikres deres løn i hele udbudsperioden. Men det ville kommunen ikke gå med til.

- Samlet set har medarbejderne fået varslet næsten halveret arbejdstid, deres timetal bliver nedsat med 43 procent. Og overenskomsten er dårligere. Så hvor er kommunens omsorg for sine tidligere ansatte?