Ny sektorformand for SOSU sektoren

Da nuværende sektorformand Jens Nielsen fratræde som sektorformand, skal medlemmerne af SOSU sektoren nu vælge ny formand. Valget foregår på sektorgeneralforsamlingen d. 22/9-2015

Det skyldes ikke manglende vilje eller lyst, når Jens Nielsen nu stopper som sektorformand - tværtimod! Det sker derimod i kølvandet på Jens´s valg som afdelingsformand tidligere på året. Som Jens selv beskriver, er det ikke muligt at fortsætte som sektorformand, hvis rollen som afdelingsformand skal udfyldes. Jens fortæller:

" Jeg takker for 2 meget spændende år som sektorformand og håber samtidigt at den nyvalgte sektorformand, vil fortsætte med at tydeliggøre den røde tråd hvor det er medlemmerne, de tillidsvalgte og afdelingen, der i et aktivt fællesskab, forsøger at forbedre vilkårene for medlemmerne på arbejdspladsen. Der er brug for at tale med én stemme- en stemme der siger: NOK er NOK, fagligheden og arbejdsmiljøet, er så presset pga. besparelser og effektivisering, at grænsen for længst er nået".

Jens Nielsen påpeger at der på generalforsamlingen skal vælges yderligere 5 kandidater til sektorbestyrelsen. Det er hans håb, at mange medlemmer vil deltage på sektorgeneralforsamlingen, og dermed bruge deres indflydelse og stemmeret.  

Valgperiode på 2 år!
Da der resterer 2 år af nuværende sektorformands valgperiode, der løber fra september 2014 til september 2017, er første valgperiode for ny sektorformand 2 år. Den normale længde på en valgperiode for lønnede valgte er 3 år.  

Profil
Som sektorformand skal du brænde for det faglige arbejde, være forberedt på en hektisk hverdag med mange bolde i luften. Du skal være god til at samarbejde bredt med alle fra afdelingens ansatte, dine ledelseskollegaer i Daglig Ledelse samt interne og eksterne samarbejdspartnere. Du skal mestre brugen af IT, eller have lyst til at lære det, da langt størstedelen af vores arbejde sker elektronisk.
Vi benytter det elektroniske sags system Public 360 og kommunikerer bredt via Internettet, Skype, mail og mobil/SMS.

Vi tilbyder et udfordrende job, hvor en arbejdsdag meget sjældent er fra klokken 8-16! Som politisk valgt har du ingen øvre arbejdstid, og der må påregnes adskillige møder om aftenen, ligesom konferencer og kursus/uddannelse ofte foregår andre steder i landet med overnatning.

Tidsfrist for kandidatforslag
Er du vores nye sektorformand, så HUSK, at kandidatforslag skal være afdelingen i hænde senest 14 dage før sektorgeneralforsamlingen, hvilket vil sige senest tirsdag d. 8. september 2015 kl. 18.30.

FAKTA
Pt. har sektorformanden bl.a. følgende ansvarsområder:

  • Medlem af Team overenskomst, hvor der sagsbehandles på tværs af sektorer og faggrupper. Bl.a. i forhold til løn, arbejdstid, ferie, barsel, sygdomsopfølgning. 
  • Fag, faglighed og arbejdspladsernes udvikling indenfor egen sektorområde.
  • Uddannelse og kompetenceudvikling af sektorens faggrupper. Deltage i samarbejdet med lokale- og regionale uddannelsesinstitutioner, samt påvirke arbejdsgivere til at igangsætte kursus/uddannelse for FOA´s medlemmer. 
  • Menings- og holdningstilkendegiver i forhold til sektorens fagområder såvel internt som eksternt. Påvirke politisk, såvel kommunalt som regionalt, hvor det giver mening for sektorens medlemmer. 
  • Samarbejde med de tillidsvalgte på arbejdspladserne – I FOA Frederikshavn arbejder vi med stor grad af kompetenceudlægning til den enkelte tillidsvalgte. 
  • Medlem af Daglig Ledelse
  • Samarbejde med Forbundet samt andre FOA-afdelinger i regionen 

     
Vil du vide mere, kan du kontakte Jens Nielsen på jenn@foa.dk eller telefon 46971170.

Tilmeld dig sektorgeneralforsamlingen via aktivitetskalenderen her