Pressemeddelelse: Samsø Kommune bøjer sig i ytringsfrihedssag

Samsø Kommune har trukket en såkaldt tilrettevisning tilbage, som et medlem havde fået, fordi hun i Samsø Posten havde kritiseret kommunale besparelser.

Kommunen bøjede sig, efter FOA Århus havde klaget til Folketingets Ombudsmand, der så kontaktede kommunen og bad om en udtalelse. I udtalelsen trækker Samsø Kommune tilrettevisningen tilbage.

- Jeg er glad for, at kommunen erkender, at vores medlem havde ret til at ytre sig, som hun gjorde, siger formanden for fagforeningen, Kirsten Normann Andersen.

Hun mener, at sagen har principiel betydning.

- Det er vigtigt for demokratiet, at vores medlemmer og andre offentligt ansatte kan fortælle om besparelser og deres konsekvenser, så vælgerne kan tage stilling til, hvad der forgår, mener hun.

Da Samsø Kommune trak tilrettevisningen tilbage, beklagede kommunen imidlertid ikke samtidig, at tilrettevisningen blev givet på et forkert grundlag. Og det skuffer FOA Århus formanden:

- Det er vel almindelig høflighed, at man undskylder, hvis man har truffet en forkert beslutning, mener Kirsten Normann Andersen.

Samsø Kommunes udtalelse til ombudsmanden er vedlagt som bilag til denne pressemeddelelse.

Yderligere oplysninger og kommentarer:
Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen: 2631 3190

Bilag: Samsø Kommunes udtalelse til ombudsmanden.