Skal FOA Århus nedlægge to sektorer?

Husk at tilmelde dig det fælles sektorårsmøde 3. november. Vær blandt andet med til at diskutere om fagforeningen skal nedlægge to sektorer og i stedet oprette en ny.

Der er rigtig mange spændende punkter på dagsordenen, når FOA Århus fire sektorer holder deres årsmøder samtidig den 3. november fra kl. 18 til 21 i fagforeningens lokaler på Christian X’s Vej 56-58 i Viby J.

Deltagerne skal diskutere, hvordan fremtidens FOA Århus skal se ud, og de skal også vælge medlemmer til nutidens fagforeningsbestyrelse. Og i Kost- og servicesektoren skal medlemmerne vælge formand.

Den siddende fagforeningsbestyrelses bud på fremtidens fagforening er, at FOA Århus nedlægger Teknik- og servicesektoren samt Kost- og servicesektoren og så skaber en ny sektor.  Fagforeningsbestyrelsen mener også, at FOA Århus generalforsamling fremover skal vælge hele politisk ledelse og hele fagforeningsbestyrelsen, så de begge bliver mere repræsentative. Samtidig vil fagforeningsbestyrelsen sikre, at den forsat er bredt sammensat af de forskellige faggrupper. Hvad mener du? Kom og deltag i debatten.

Efter deltagerne har diskuteret fremtidens fagforeningsdemokrati, fordeler de sig i sektorerne, som alle blandt andet vælger fagforeningsbestyrelsesmedlemmer, mens der altså er formandsvalg i Kost- og servicesektoren.

Deltagerne spiser sammen inden selve årsmødet, og det er fra kl. 16.45. Se dagsorden med tidsfrister og tilmeld dig her