Se biograffilm om hjemmeplejen – billigt – og før alle andre!

Du kan købe billetter ved bruge et af de link, der stod på forsiden af det nyhedsbrev fra FOA Århus, som fagforeningens medlemmer modtog på mail d. 21. marts 2025. Har du ikke modtaget det nyhedsbrev, kan du skrive til aarhusuddannelse@foa.dk , så hjælper vi dig.

”Hjem kære hjem” handler om Sofia, der er fraskilt alenemor og får arbejde i hjemmeplejen.  Hun oplever, hvor presset hverdagen er for de ansatte og kæmper for at nå alle opgaverne og være nærværende overfor de ældre og deres pårørende. Og samtidig skal hun skabe en god og tryg hverdag for sin 10-årige datter Clara.

Filmen er en varm fortælling om, hvad der sker, når det bliver svært at yde omsorg overfor mennesker, man holder af. Og filmen virker autentisk, fordi flere af rollerne bliver spillet af rigtigt social- og sundhedspersonale.

‘Hjem kære hjem’ er skrevet og instrueret af Frelle Petersen, der vandt Bodilpriser med filmene ‘Onkel’ og ‘Resten af livet’.  Du kan se traileren til filmen her. 

FOA Århus har bestilt to lukkede særvisninger for FOA-medlemmer d. 2.  juni kl. 18.30. i Aarhus BIO, Skt. Knuds Torv 15.  Her er prisen kun 62,50 pr. billet.

Filmen får først rigtig danmarkspremiere i biograferne d. 19. juni.