Ansatte og berørte borgere bør ikke betale for Aarhus Ejendommes underskud

Århus Stiftstidende bragte 24. maj 2025 dette debatindlæg fra formanden for Teknik- og Servicesektoren i FOA Århus Bente Mikkelsen:

Aarhus Ejendommes alvorlige økonomiske problemer er en forudsigelig katastrofe.

I FOA Århus advarede vi i sin tid byrådspolitikere og topembedsmænd i Århus om, at de ikke blot kunne etablere en fælles ejendomsdrift, Aarhus Ejendomme, og så regne med hurtigt at spare en masse penge.

Vi pegede på erfaringerne fra Børn og Unge, hvor ledelsen kort tid før havde indført fælles ejendomsdrift af skoler og daginstitutioner. Erfaringen var blandt andet, at der var udbredte problemer med at gennemføre en systematisk afregning, så de, der fik udført opgaver, nu også betalte til dem, der lønnede det tekniske servicepersonale.

Alligevel vedtog byrådet den fælles ejendomsdrift for hele kommunen som en besparelse, der skulle give fuld gevinst efter bare to år.

Som repræsentanter for det tekniske servicepersonale fulgte FOA Århus etableringen af Aarhus Ejendomme og her pegede vi på, at det ville tage mere end to år at etablere et ordentligt overblik over arbejdsopgaverne i alle kommunale ejendomme, så ledelsen kunne planlægge hensigtsmæssige arbejdsgange. Og ikke mindst gennemføre den nødvendige præcise opdeling mellem de driftsopgaver, som er Aarhus Ejendommes ansvar og de serviceopgaver, som skoler, daginstitutioner, plejehjem og så videre, skal betale Aarhus Ejendomme for at udføre. 

Den opdeling er i øjeblikket ikke krystalklart defineret og står ikke bøjet i neon for alle involverede, så derfor undrer vi os ikke over, at Aarhus Ejendomme giver dundrede underskud, selvom politikere og topembedsmænd har besluttet, at det skal give overskud.

Og vi synes det er urimeligt, hvis personalets arbejdsmiljø og børns, ældres og andre berørte borgeres nærmiljø, skal lide under en helt urealistisk beslutning. Det sker allerede nu med Aarhus Ejendommes midlertidige økonomiske opbremsning, og det vil også ske fremover, hvis byrådspolitikerne ikke finder nogle flere penge til ejendomsdriften. Så FOA Århus opfordrer til, at politikerne bevilger så mange penge til området, at ejendomsdrift og -service nu og i fremtiden kan fungere på et ordentligt niveau.