Dagpleje-TR’ere frygter, at byrådsbeslutning bliver dagplejens langsomme død


Efter en byrådsbeslutning vil dagplejen stå svagere end vuggestuer og private pasningsordninger.

Aarhus Byråd har vedtaget, at dagplejen fremover skal være et tilbud for de 0-4-årige, hverken mere eller mindre.

I dag passer dagplejen de 0-6-årige, men forældrene har frit kunnet sende deres børn i børnehave, når de ville. Og forældrene har ofte valgt tre-årsalderen, hvor vuggestuebørnene også skifter til børnehave. Byrådsvedtagelsen betyder imidlertid, at dagplejebørn ikke længere vil være garanteret en børnehaveplads, når de fylder tre år, men først når de fylder fire. Og det bekymrer dagplejerne meget, fortæller formanden for Pædagogisk Sektor i FOA Århus Jack Hougård Kristensen, som mandag d. 9. august holdt møde med dagplejernes tillidsrepræsentanter.

- De er meget bekymrede for, at forældrene fremover vil vælge dagplejen fra, fordi dagplejebørnene ikke som vuggestuebørnene vil være garanteret en børnehaveplads, når de fylder tre, siger han.

Hvis forældre har børn i privat pasningsordning, vil de forsat frit kunne vælge, hvornår børnene skal i børnehave.

- Så her vil dagplejen fremover stå i en endnu svagere konkurrencesituation, forklarer Jack Hougård Kristensen.

Dagplejernes tillidsrepræsentanter vurderer også, at de dystre fremtidsudsigter vil gøre det vanskeligere at fastholde og tiltrække dagplejere.

- Så samlet set frygter de, at byrådsbeslutningen bliver dagplejens langsomme død, siger Jack Hougård Kristensen.

FOA Århus forsøger at få politikerne til at ændre deres beslutning.