Aarhus Sporveje skal betale 250.000 kr. for usaglig fyring

FOA har vundet en sag for en fyret trafikmester, der var ansat som tjenestemand, og som Busselskabet Aarhus Sporveje nu skal betale en godtgørelse på 250.000 kr.

Selvom en trafikmester ikke havde haft en eneste sygedag i tre måneder, så valgte Busselskabet Aarhus Sporveje alligevel i juli 2017 at fyre ham på grund af sygefravær. Trafikmesteren var ansat som tjenestemand og havde arbejdet for Aarhus Sporveje siden 1996.

En stor del af trafikmesterens tidligere sygefravær havde været planlagt, fordi det skyldtes operationer, og han var blevet rask efter operationerne. Trafikmesteren havde altså ingen kroniske sygdomme, der kunne forhindre hans arbejde i busselskabets driftscenter, hvor chaufførerne henvender sig, hvis der i løbet af dagen sker noget, der kan forstyrre driften.

FOA Århus mente ikke, at opsigelsen var saglig, men busselskabet fastholdt fyringen og derfor endte sagen i retten. Dommer Joy Winter har nu afsagt dom ved Retten i Aarhus, og den fastslår, at fyringen var usaglig. Trafikmesteren skal derfor have en godtgørelse på 250.000 kr., ligesom Aarhus Sporveje skal betale sagens omkostninger.

Aarhus Sporveje har mulighed for at anke dommen.