Dagplejer uden barselspenge i måneder

FOA Århus har på det seneste fået mange henvendelser fra medlemmer, der pludselig står uden barselsdagpenge i slutningen af en forlænget barsel.

Lene Jensen fødte sin datter for et år siden, og hun så glad frem til en lang barsel med sit tredje barn. Hun valgte at bruge muligheden for forlænget barsel, der betyder, at man i stedet for 12 måneder får 8 ekstra uger. Barselsdagpengene strækkes, så de kommer til udbetaling over 14 måneder, og Lene Jensen kunne se på sine lønsedler, at hun fik langt under det normale, og troede derfor, at alt var i orden.

- Jeg fik meget mindre udbetalt, og jeg troede at alt var, som det skulle være, fortæller Lene Jensen.

Barselspengene stoppede
Lene Jensen skulle med den forlængede barsel have haft reducerede udbetalinger i 14 måneder. Men to måneder før barslen skulle stoppe, fik hun at vide, at hele hendes barsel nu allerede var udbetalt. Barselsdagpengekontoret havde ikke fordelt udbetalingerne over 14 måneder, men i stedet udbetalt alle pengene på 12 måneder.

- Jeg tænkte nogle ting, der ikke skal siges højt. Det var overraskende og et problem. Pludselig var der ikke penge på kontoen, siger Lene Jensen.

Forvirrende system
Da Lene Jensen ansøgte om forlænget barsel, afleverede hun ansøgningen til sin nærmeste leder. Sådan er reglerne, men godt gemt væk på kommunens hjemmeside står der også, at dagpengekontoret skal have en kopi af aftalen. Og det var hverken Lene Jensen eller hendes leder opmærksomme på.

- Det er ærgerligt, og jeg håber ikke, at andre kommer i samme situation. Derfor har jeg valgt at fortælle om oplevelsen, så der kan komme fokus på problemet, slutter Lene Jensen, der nu må begynde på arbejdet som dagplejer tidligere end planlagt.

Se TV-indslag om sagen 
Reglerne hos Århus Kommune kan ses her